Salturt
De sidste to weekender har stået på hyggelige ture til Fanø for, at plukke Salturt (Kveller). Første gang i 30 graders varme, og anden gang i god gammeldags dansk august vejr, REGN :-). Turene var med henholdsvis Erland fra Fjordrejen.dk og Morten fra Grydeskeen.dk. Vejret havde heldigvis ikke den store betydning i godt selskab, hvor der både blev samlet salturt og knipset løs med kameraerne.
Salturt er en vildtvoksende et årig kødfuld sukkulent (saftig) plante, der findes ved kystnære strækninger. Salturt har en blid saltet smag og kan bruges hele eller hakkede som tilbehør til ex. fisk, skalddyr, fjerkræ, svinekød, i dressinger, snack eller som pynt. Man har tidligere brugt tørret salturt som erstatning til salt. Jeg undrer mig ofte over, at der ikke er flere fiskehandlere og specialforretninger der forhandler salturt, især dem ved de kystnære strækninger. Men indtil da må du selv ud og finde og plukke den.
Salturt kan opbevares 2 – 3 uger i køleskabet i en tæt sluttet beholder med et stykke fugtigt køkkenrulle i bunden og over salturten. De kan også fryses hele, men er en smule bløde når de tøes op.
Morten fra Grydeskeen er i fuld gang med, at fotografere vilde salturt på Fanø, inden regnen igen silede ned.
Jeg fik igen lavet lidt mere Salturt pesto, og 1 liter salturt olie. Begge dele nemme, at gå til. Opskriften på olien finder du nederst i indlægget.
Salturt Olie:
- 3 – 4 dl. salturt.
- 1 l. neutral smagende olie, ex. raps- eller solsikkeolie.
Fremgangsmåde: Varm olien op til 50 grader og hæld det i en blender med salturten. Blend i 5 minutter. Kom det hele i en beholder og lad det trække i 2 døgn. Si det og hæld det dernæst i et osteklæde. Hældes på skoldede flasker eller fryses i ex. isterninger poser.
Relaterede Indlæg: