Ferien er for mit vedkommende overstået, og den har budt på rigtig mange skønne gastronomiske oplevelser, både herhjemme i Danmark og i Toscana, Italien. Et af de arrangementer vi havde planlagt inden ferien var Varde Ådal Lams Sommerfest, som er et forholdsvis nyt arrangement de afholder i samarbejde med Henrik Christensen og Preben Madsen fra Naturkøkkenet.
Varde Ådal Lam er et økologisk landbrug, der indenfor de seneste par år har fået mere og mere succes med, at producere økologiske lam, som de siden i år slagter i deres eget slagteri. Udover lam er de begyndt, at opdrætte sortbrogede svin, som snart skulle være på trapperne til, at kunne sælges. Varde Ådal Lam har deres egen gårdbutik, hvor de sælger egne økologiske æg, lam, grønsager og svin, kyllinger, oste og vine fra andre producenter.
Varde Ådal Lam har i år overtaget salget af Enghavegård Osteri´s oste, efter at Enghavegård Osteri´s ejer Henrik Walther-Larsen valgte, at stoppe sin egen ostebutik og kun fokusere på osteproduktionen. Et stort held, at Eva og Torben fra Varde Ådal Lam har overtaget salget, så man stadig kan købe ostene.
Til sommerfesten havde Naturkøkkenet lavet en overdådig menu af Varde Ådal Lams egne produkter fra lam, sortbroget svin, kanin, høns, æg, grøntsager til urter.
Vi var sammen med ca. 95 andre personer placeret i laden med halmballer stillet rundt om os. Duften af frisk halm, den lette sommerdug og svalerne der fløj ud og ind af laden var den perfekte kulisse til en gastronomisk aften.
Aftenen startede med en overdådig tapas buffet, som bestod af:
Salat af høns og Vadehavsrejer med fennikel
Æg i rede af marineret squash
Syltede æg med urtehavens pesto
Crouton med røget høne og krydderurter
Kanin i persillegele med marinerede skorzonerrødder
Terrine af lam med salat og marinerede rødbeder
Lammechorizo og husets faste ost i salat med løg
Tørret får med græskarchutney
Problemet var, at tapas buffeten smagte forrygende, og vi selv skulle øse op. Et problem, da jeg måtte smage alle tapas retterne, og forsøgt ihærdigt, at tænke på, at der også kom en hovedret, oste og dessert af chokolade kage.
Henrik og Preben havde formået, at give gæsterne en fantastisk smagsoplevelse ved, at bruge ingredienser fra lam til æg, og samtidig kun gøre brug af gårdens egne produkter, på nær nogle få.
Syltede æg med urtepesto mindede lidt om sønderjyske solæg.
Jeg har ikke tidligere smagt kanin i persille gele og skorzonne rødder. Det er mange år siden jeg har smagt kød og gele, udover sylte, men retten sad lige i skabet.
Varde Ådal Lam er desuden begyndt, at forhandle vine i gårdbutikken, og målet er på sigt, at det skal være økologiske vine. Vi valgte en kraftig Assiment 2011 D.O.Monsant fra Spanien, som passede godt til flere af forretterne og især hovedretten, som bestod af:
Variation af sortbroget gris med rosmarinsauce, glaserede rodgrønsager, salat med drænet kærnemælk og ribs, samt marinerede kartofler.
Igen havde Preben og Henrik tryllet med bålfadene og serveret tilbehør, der satte prikken over i´et til den sortbrogede gris.
Aftenen begyndte, at gå på hæld, og vi var nu nået til osten, som ikke desto mindre bestod, at et meget stort træplanke fyldt med forskellige oste, varme solbær og honning, og selvfølgelig hjemmebagt brød.
Efter osten var der kaffe med en skøn lille chokolade kage, bare for at lægge bunden.
Jeg håber, at Varde Ådal Lam igen laver arrangementet til næste år.
0 kommentarer