Brioche Brød
Den mest ultimative dej til en burgerbolle, hot dog brød eller flutes er selvfølgelig af Brioche typen. Brød bagt som brioche er lette og smager fuldstændig forrygende. Når de bages i ovnen udsender de den mest lækre duft i hele køkkenet man kan forestille sig. Jeg har brugt disse brioche hotdog brød til mine østers hot dog, som du kan læse om her.
Det er fransk brød i den ypperste klasse man kan forestille sig. Brioche brød passer utrolig godt til en lækker burger, hot dog, let flutes eller det man har lyst til. Briochen kan også trilles til boller og servers til eftermiddagsteen.
Jeg har i denne brioche opskrift brugt en øl lavet med havtorn, i stedet for vand, hvilket giver en anelse syre til dejen. Du kan undlade øllet, hvis det bliver for underligt.
Øllet fra Fanø og Kissmeyer Bryghus med havtron.
Lad dejen efterhæve i 2 timer.

Ingredienser
- 250 g. Hvedemel her økologisk stenkværnet mel
- 3 æg
- 0,5 dl. Øl
- 10 g. Gær
- 12 g sukker
- 175 g smør skåret i tern
- 5 g. Salt
Sådan gør du
- Sørg for at smørret er taget ud af køleskabet og blødt inden bagningen.
- Kom mel, sukker og salt i en skål, som blandes godt sammen.
- Smulder gæret i melblandingen.
- Tilsæt æggene og øllet, som røres sammen med melet. Brug evt. en dejskraber.
- Skær smørret i tern, som gradvist kommes i dejen mens den æltes.
- Kom dejen ud på et bord, da det er nemmere, at håndtere den.
- I starten vil den være meget klæg og svær at arbejde med, men det er normalt.
- Efter noget tid og resten af smørret er indarbejdet begynder dejen, at slippe fingrene.
- Form dejen til en kugle, som lægges i en skål drysset med mel.
- Læg et viskestykke over dejen, og lad den hæve til det dobbelte i ca. 2 timer.
- Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og del den i lige store portioner. Enten pr. vægt eller øjemål.
- Form stykkerne til passende boller, burger boller, flutes eller hot dog brød.
- Eftersom dejen er lind er det en god ide, at bruge en form, som er smurt med smør hvis du vil bage burger boller..
- Hvis du vil bage flutes eller hot dog brød kan du forme dem i hænderne og lægge dem på et stykke bagepapir.
- Lad dejen efterhæver i 1 - 2 timer.
- Dejen kan med fordel for en gylden overflade pensles med smeltet smør.
- Bag brødene ved 180 grader varmluft i ca. 15 - 20 minutter.
Brioche brød bør spises samme dag som de bages.
Brødene er som du kan se utrolig lækre luftige.