og

Opskrift på hummerbisque

Hummerbisque er en perfekt og cremet hummersuppe der er fantastisk som forret. Smagen af hummer og cognac passer utrolig godt sammen.

En af de fantastisk klassisk franske supper som man absolut bør prøve at lave er hummerbisque eller hummersuppe. En af de mest perfekte forretter man kan lave, og som i virkeligheden ligeledes er ret nem selv at lave.
Derfor bør man tilberede sin egen fremfor en færdiglavet hummerbisque fra supermarkedet. Det skønne med denne bisque er at den utrolig nemt kan laves en eller flere dage i forvejen, hvilket kun gør den endnu bedre i smagen, når den får lov at trække et par dage.
Den kan også fryses ned og tages op på et senere tidspunkt.

Hummerbisque er en af de retter der bestilles på mange restauranter nytårsaften eller hentes hjem fra supermarkederne, og dermed en ægte nytårsret.

Selv om retten hedder hummerbisque har jeg i denne opskrift brugt hele jomfruhummere, men jeg kunne lige så godt have anvendt jomfruhummerhaler eller omkring to hele hummere til denne forret.

Bisque er en betegnelse for en suppe lavet på skaldyr og man kunne udover jomfruhummere eller hummere godt bruge krebs, krabber eller andre skaldyr. Samtidig betyder ordet bis-cuit at noget er tilberedt over to gange. Først sauteres jomfruhummer eller hummer skallerne og dernæst simrer de i hvidvin og andet.

Hvad kan man servere til en hummersuppe?

I denne opskrift bruger jeg jomfruhummerhaler som hummersuppe fyld. Jeg sørger for at fjerne jomfruhummerhale kødet fra skallerne og lægger dem på køl indtil servering, hvor de placeres i en dyb tallerken og overhældes med den varme hummerbisque. Man kan nemt bruge hummerkød i denne hummersuppe.

Kammuslinger eller et stykke torsk der sauteres er ligeledes en perfekt ledsager til denne bisque. Mulighederne er mange og man kan bruge det man selv holder mest af, eller er nemmest for en selv.

Man kan i stedet sautere dem 1 minut på hver side inden servering, hvis man vil sikre sig at de ikke karamelliseres for meget.
Derudover skære jeg lidt fennikel på et mandolinjern, da fennikel anis smag passer utrolig godt til hummersuppen.

Skal jeg bruge en dyr cognac til flambering af hummerskallerne til en hummerbisque?

Man kan bruge den cognac man har lyst til, men det ikke er nødvendigt at bruge den dyreste, da alkoholen brændes af og giver skallerne deres særprægede smag.

Jeg har valgt at lade hummerbisquen være som den er, uden at klare den. Men det kan man gøre for at fjerne alle urenheder og dernæst tilsætte lidt fløde.

Prøv også: Østers // Pighvar i jomfruhummer bisque

Opskrift på hummerbisque

Hummerbisque Skøn opskrift med cognac og hummer

Hummerbisque er en perfekt og cremet hummersuppe der er fantastisk som forret. Smagen af hummer og cognac passer utrolig godt sammen.
3.41 fra 44 stemmer
Udskriv Gem på Pinterest Bedøm
Ret: Opskrift, forret, skaldyr, supper
Køkken: Fransk
Forb. tid: 35 minutter
Tilb. tid: 30 minutter
Samlet tid: 1 time 5 minutter
Antal: 4 personer
Opskrift af: Søren Willadsen

Ingredienser

HummerBisque

  • 600 g. hele jomfruhummere jomfruhummerhaler eller omkring 2 hele hummere
  • 1 porre
  • 1 stk. bladselleri
  • 2 gulerødder
  • 1 hel fennikel
  • 1/4 knoldselleri
  • ¼ dl. Raps eller vindruekerneolie
  • 1 dl. cognac
  • 40 g. tomatpuré
  • 2 hele tomater
  • 8 kviste timian
  • 4 stængler dild
  • 3 dl. hvidvin
  • 1 l fiskefond
  • 1 tsk. Paprika
  • ¼ røget paprika
  • ¼ tsk. Cayennepeber
  • 1 – 2 dl. fløde
  • Citronsaft
  • Salt og peber

Garniture

  • 1 fennikel
  • 1 glaskål
  • Jomfruhummerhaler

Sådan gør du

HummerBisque

  • Fjern kødet fra hummerens eller jomfruhummernes haler.
  • Skær hummerskallen eller jomfruhummerne skallerne i mindre stykker.
  • Rens rodfrugterne for jord, og skræl dem der skal skrælles.
  • Skær alle rodfrugter og grøntsager i 2 cm store tern.
  • Varm en stor gryde op ved høj varme med olien i.
  • Steg hummerskallerne i olien indtil de mørkerøde.
  • Tilsæt grøntsagerne som sauteres med i 3 minutter mens man vender det hele rundt.
  • Hæld cognacen som varmes op og vendes rundt.
  • Tag gryden af varmen og sæt ild til cognacen så det hele flamberes.
  • Tilsæt tomatpuré som sauteres i 2 minutter.
  • Skær tomaterne i tern som kommes i gryden med paprika, cayennepeber, hvid peber og hvidvin.
  • Lad det koge op i 5 minutter, hvorefter fiskefonden hældes i gryden.
  • Lad hummerbisquen simre i 25 minutter. Ikke mere da skallerne kan afgive en bitter smag.
  • Si hummersuppen.
  • Kog hummerbisquen op. Smag til med salt og peber.
  • Man kan reducere den for at den bliver mere kraftig i smagen.
  • Såfremt man tilsætter fløde gøres det lidt af gangen af ½ dl, hvorefter den smages til.
  • Smag til sidst hummersuppen til med lidt citronsaft.

Garniture

  • Skær fennikel meget tyndt ud på et mandolinjern.
  • Turner glaskålen med et lille kuglejern, så man får nogle små kugler.

Noter

Brug eventuelt jomfruhummerhalerne som garniture ved at placere dem i tallerken som overhældes med den varme suppe, hvorved de tilberedes.
Har du prøvet opskriften?Nævn @gastromad og Tag #gastromad!

Lækker hummersuppe til nytår

Hummerbisque er en fantastisk suppe til nytår som forret.

Hele jomfruhummere til hummerbisque

Brug enten hele jomfruhummere, hvor man fjerner kødet fra halerne, og bruger resten af jomfruhummeren. Eller bare skallerne fra halerne. Man kan også bruge skallerne fra en eller flere hele hummere.

Jomfruhummer skaller til hummersuppe

Hak jomfruhummerskallerne så de bliver så små som muligt. På den måde trækker man så meget smag ud af dem som muligt.

Ingredienser til en hummerbisque

Skær grøntsagerne til hummersuppen i tern af 2 centimenter.

Brunede hummer skaller til hummersuppe

Sauter jomfruhummerskallerne så de bliver en anelse brændte inden grøntsagerne tilsættes og sauteres med.

Flambering af hummerskaller

Flamber hummerstykkerne og grøntsagerne i cognac.

Tilberedning af hummerbisque til suppe

Hæld hvidvin og fiskefond ved og lad det simre i maksimum 25 – 30 minutter, da hummerstykkerne eller kan få en bitter smag, som går  i suppen.

Hummerbisue med hummerhaler

Server hummerbisquen med hummerhaler og tyndt skårne fennikelsskiver.

Hummerbisque serveret med jomfruhummerhaler

Andre vildt gode opskrifter

Hvad synes du om denne opskrift?

8 Kommentarer

  1. Kim Kops

    5 stars
    Virkelig lækker hummerbisque, fyldig og blød i smagen. Den tager lidt tid at lave, fordi det er en længere proces med flere trin, men opskriften er ikke svær at have med at gøre.
    Kan virkeligt anbefales.

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Kim
      Rigtig mange tak for din ros og at Hummerbisquen er nem at have med at gøre.
      Bedste hilsner
      Søren

      Svar
  2. simon

    Lækker suppe!
    Kan man putte rejer, kammuslinger eller stykker af fisk i sådan en her ligesom bouillabaisse?

    Simon

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Simon
      Du kan nemt bruge skaldyr og/eller fisk i en hummerbisque.
      Jeg vil selv nøjes med få stykker, men det bare min mening 😊.
      Bedste hilsner
      Søren

      Svar
  3. Jytte Vestergaard Damgaard

    Hej Søren
    Hvis jeg tilbereder suppen i morgen lørdag/ sagen før nytårsaften.
    Hvordan opbevarer og tilbereder jeg så jomfruhummer – halerne, så de er lækre, når de kommer i suppen?
    Godt nytår!

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Jytte
      Du opbevarer dem i køleskabet til nytårsaften. Inden du laver suppen, huske at fjerne hale kødet, så det kun er skallen der bruges til suppen. Dette har jeg i min opskrift ikke været tydelig med.
      Ved anretning kan du gøre som jeg skriver, at fordele halerne i tallerknerne, og dernæst hælde suppen i. På den måde får de nok varme.

      Du kan også stege dem kort 1 minut på hver side på en halvvarm pande i lidt olie.

      Rigtig godt nytår.
      Søren

      Svar
  4. Jens

    5 stars
    Skøn hummersuppe, cremet, fyldig og fløjelsblød.
    Jeg har ikke prøvet garnituren, men anbefaler bisquen/suppen.

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Jens
      Jeg siger tusinde tak for komplimentet, dejligt at læse 🙏.
      De bedste hilsner
      Søren

      Svar
3.41 from 44 votes (42 ratings without comment)

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Gastromad Logo

NYHEDSBREV

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få direkte besked i din mail når der er nye inspirerende ting på Gastromad.


Ved tilmelding modtager du en mail du skal bekræfte.

Du er blevet tilmeldt mit nyhedsbrev!