Dampede Bao er skønne bløde kinesiske boller fyldt med lækre asiatiske grøntsager og marineret kød.
Bao brødet er utrolig lækkert, blødt og svampet der kan minde om pita brød, uden den sprøde skorpe. Bao fyld kan varieres efter ens helt eget smag.
Disse kinesiske Bao kan spises som en lille nem forret eller fyldig hovedret med flere ingredienser i. I denne opskrift har jeg brugt andebryst som er marineret i en vidunderlig asiatisk marinade. Fyldet kunne være alle mulige slags rester og grøntsager.
Opskrift på Bao
Hjemmelavet bao dej laves som en almindelig dej, der har godt af at hæve natten over. Du kan godt lade den hæve i to timer og dernæst tilberede bollerne. Forskellen på disse og andre brød er at disse bages i en bambuskoger, hvor de dampes og hævder op og bliver dejlig bløde og svampede. Man skærer dem ikke op, men folder dem så de nemt åbnes, hvor man lægger det skønne fyld i.
Fyld til kinesiske boller
Fyldet i bao kan varieres efter hvad du lige har i dit køleskab eller har lyst til. Jeg marinerede et par andebryster i en kinesisk inspireret mørk marinade med masser af smag. Jeg kunne i stedet have brugt en nakkekam med marinaden som tilberedes ligesom pulled pork. Men det utrolig nemme med dem er at du kan bruge rester af oksekød eller kylling eller bare grøntsager i bollerne.
Udover grøntsager og kød smager en bao utrolig lækkert med syltede ingredienser som disse Syltede Rødløg. En anden lækker ingrediens er chilisauce eller en chili mayonnaise.
Andre opskrifter: Tortilla // Ciabatta Brød
Bao Dampede Kinesiske Boller
Ingredienser
Dej til Bao
- 325 g. hvedemel
- ½ tsk. bagepulver
- 2½ dl. fingerlunt mælk
- 10 g. gær
- 2 tsk. sukker
- 25 g. smør smeltet
- 1 tsk. salt
- Neutral olie
Marinerede Andebryster
- 2 stk. andebryster
- 3 spsk. hoisin sauce
- 1 spsk. fiskesauce
- 2 spsk. soyasauce
- 2 spsk. takari mirin eddike
- 1 spsk mørk farin
- 1 spsk. revet ingefær
- 1 fed revet hvidløg
- 1 tsk. Chili sauce
- Peber
Tilbehør til Bao
- Tynd strimlede gulerødder.
- Forårsløg skåret i tynde skiver.
- Tyndt skåret rødt spidskål
- Frisk koriander
- Chili sauce
- Soya sauce
- Syltede rødløg
Udstyr
Sådan gør du
Dej til Bao
- Bland mel og bagepulver sammen.
- Opløs sukker og gær i den fingerlune mælk.
- Tilsæt dernæst det smeltede smør og rør det sammen.
- Hæld melet i lidt ad gangen, når halvdelen er kommet i tilsættes saltet og resten af melet hældes i.
- Ælt det godt sammen. Når dejen er glat og smidig sættes den til hævning i minimum 2 timer et lunt sted, eller endnu bedre natten over på køl. Placer et viskestykke over skålen.
- Del dejen i 8 – 10 lige store stykker som formes til kugler.
- Disse rulles ud i ovale flade forme af ½ centimeter i tykkelsen.
- Pensl den ene side neutral olie, og fold dem halvt over som placeres på tilskåret bagepapir.
- Lad bao bollerne efterhæve i 30 minutter med et klæde over.
- Sæt en pande eller gryde over som passer til en bambuskoger enten med et eller flere lag.
- Placer 3 – 4 stk. bao i bambuskogeren, som sættes over gryden eller panden og lad dem dampe i omkring 15 – 20 minutter.
Marinerede Andebryster
- Bland alle ingredienserne til marinaden sammen i en skål.
- Rids andebrysternes skind som kommes i en frostpose sammen med marinaden.
- Lad andebrysterne marinere i mindst 2 – 3 timer men helst natten over.
- Tag andebrysterne ud af posen og placer dem i et ildfast fad og hæld den resterende marinade over.
- Steg dem i ovnen ved 180 grader i 25 minutter.
- Skær andebrysterne i tynde skiver.
Tilbehør til Bao
- Skil de dampede bao ad og kom grøntsager og det stegte andekød i en bollen.
- Hæld lidt sauce over og pynt med masser af frisk koriander.
Noter
Prøv også disse asiatiske opskrifter: Thailandsk Karry med rejer // Forårsruller af Rispapir
Retten er skøn som ægte familie hygge, hvor bollerne sammen med de forskellige grøntsager og andre ingredienser stilles på bordet. På den måde får man hver især lige de ting til sin bao man helst vil have.
De dampede bao boller kan holde sig til næste dag og kan godt varmes op igen. Blødheden og luftigheden i dem forsvinder lidt når de gemmes til næste dag, men jeg synes personligt ikke at det gør noget, hvis der er nogen tilovers.
Lækre bao kan serveres med mange forskellige ting til.
Forholdet af væde til mel (2,5DL til 225g) virketør helt ved siden af? På andre sider skrives der ca dobbelt mængde mel. Står med en flydende dej aktuelt.
Hej Thomas
Jeg kan se at jeg har skrevet forkert i opskriften. Der skulle have stået 325 g.
Det beklager jeg nu du står med en våd dej 😌.
Bedste hilsner
Søren
Hej, jeg har en risdamper fra Ikea med flere lag. Jeg vil høre, om man kan dampe i flere lag, eller om de bliver bedst, hvis man kun damper i et enkelt lag ad gangen? Mvh
Hej Rikke
Jeg damper selv i to lag, hvor de bliver super gode. Så det kan du godt :-).
Rigtig godt nytår
Søren