Pocheret torsk er en nem og perfekt måde, at få det helt rigtige stykke på.
Når torsk pocheres i mælk får fisken en masse ekstra smag, og forbliver fortsat saftig. Metoden er utrolig nem og sikker at gå til. Når torsken lige så langsom pocheres, kan du færdiggøre de andre ting som passer til fisken.
En god ide er at bruge lidt større stykker som torske loins. Jeg vil personligt undlade halestykket til pochering, da dette stykke er rimelig tynd. Torsk hører til arten hvide fedtfattige fisk, som er i familie med mørksej, kulmule og kuller. De tilberedes bedst ved ikke for hård varme, da kødet ellers kan flage fra hinanden.
Opskrift på pocheret torsk
Hvad kræver det at pochere fisk som torsk? I denne opskrift bruger jeg mælk, hvilket efter min mening giver fisk som denne noget ekstra saftighed og smag. Jeg bruger udover mælk også skiver af citronskal, laurbærblad og peberkorn. Alt sammen ting der i løbet af den korte tid giver torsken den helt skønne smag. Du tænker måske, at det ikke kan lade sig gøre, når torsk kun skal pochere i 10 minutter. Men utrolig nok afgiver de få ingredienser masser af smag i mælken.
Husk at salte torsken inden den pocheres. En af de nemme metoder ved pochering er at man kan lade fisken ligge lidt ekstra tid i væden, uden den tørre ud.
I videoen beskriver jeg at man kommer torsken i væden og dernæst lader det koge op. Brug den metode hvis du har et stort stykke, og ikke flere mindre stykker.
Prøv denne fiskeopskrift: Skindstegt Kuller på dampede porre
Pocheret torsk
Ingredienser
- 1 stk. torskeloins af 300 – 600 g
- ½ – 1 l sødmælk
- 2 stk. laurbærblade
- 1 stk. økologisk citron
- 5 stk. peberkorn
Udstyr
Sådan gør du
- Soigner torsken for ben, og del den i fire lige store stykker.
- Salt stykkerne på begge sider som trækker i 30 minutter.
- Hæld mælken i en gryde eller høj pande som vil dække torskestykkerne.
- Skær 2 stykker citronskal af citronen som kommes i gryden med laurbærblade og peberkorn.
- Varm mælken op til kogepunktet og kom torsken i.
- Sluk næsten for varmen og lad torskestykkerne pochere i den varme mælk i 10 minutter.
- Stik en kødnål i det tykkeste stykke, er nålen kold skal de have mere, men er den lun er de færdige.
- Tag dem op og placer dem på et rist for at de kan dryppe af.
Noter
Tips til opskriften
- I stedet for torsk kan man bruge andre torskearter som mørksej eller kuller.
- Du kan godt bruge udelukkende vand fremfor mælk.
- Man kan også blande mælk og fløde som giver mere fedme til torsk.
- Der kan ligeledes kommes lidt hvidvin i mælken der afgiver en god smag.
Til denne opskrift på pocheret torsk i mælk serveret en Muslingesauce, syltede kartoffelkugler, Syltede Rødløg, jordskokke creme og Ærtepuré. Syren i rødløgene passer efter min mening rigtig godt til denne slags tilberedning af runde fisk.
Kom torsken eller lignende fiskeart i mælken eller væden når denne er kogt op.
Hej Søren,
lyder som en nem og meget lækker opskrift…desværre er torsken en overfisket fisk. Bestanden er gået ned,
og jeg er blevet tilbageholden mht at købe torsk. Men i din opskrift kan man jo også bruge andre, mindre sårbare fisk, f.eks. kuller.
Hvordan bruger du mælken, fisken pocheret i? – for god at kassere!
venlig hilsen
Hanne
Hej Hanne
Tak :-).
Udover kuller kan du også bruge mørksej og kulmule.
Mælken kunne jo gå til en sovs, eventuelt opbagt der kan bruges til fiskesennepssovs.
Passer jo perfekt til den slags fisk.
Bedste hilsner
Søren
Hvordan får jeg mælken op at koge, uden at det brænder fast i bunden af gryden?
Hej Jan
Den bedste metode er ved lav varme. Mit komfur er fra 1 – 9, hvor jeg sætter den på omkring 4 når det omhandler mælk. Dog vil der nogle gange være lidt mælk der har sat sig fast på bunden af gryden. Det er svært ikke at undgå.
Bedste hilsner
Søren