Små kødboller svøbt i citronblad, “Polpette nella foglia di limone” er den anden ret jeg har lavet fra bogen Antipasti, Cicchetti og andre italienske småretter. De små kødboller, som i følge opskriften kan laves med hakket oksekød, kalvekød, kalkun eller kylling er proppet med revet parmesanost. En utrolig lækker mundfuld, som både kan serveres som antipasti, forret eller hovedret. Jeg valgte, at bruge hakket oksekød, men kunne ikke skaffe friske citronblade, hvilket jeg ikke tror betød det store, da jeg kom revet citronskal og citronsaft over kødbollerne efter tilberedningen.
Prøv også: Små blæksprutter i tomatsauce
Ingredienser:
- 425 g hakket okse, kalv, kalkun eller kylling.
- 75 g rasp.
- 125 g fintrevet parmesanost.
- 1 æg.
- 3 spsk hakket bredbladet persille.
- ½ vinglas (½ dl koldt vand).
- 1 tsk citronskal til pynt.
- 24 citronblade (kan erstattes med skallen og saften fra 1 – 2 citroner).
- Olivenolie.
- Salt og peber.
Fremgangsmåde:
Ælt kød, rasp, ost, æg, salt, peber og persille sammen. Rør derefter vandet i lidt ad gangen. Ælt farsen færdig med hænderne og form den derefter til små boller og tryk dem en smule. Læg bollen mellem to citronblade og sæt dem fast med cocktailpinde. Grill dem derefter indirekte på grillen indtil bladene begynder, at forkulle. Jeg brugte ikke blade og grillede dem først direkte, hvorefter de blev færdiggrillet indirekte i ca. 5 minutter.
Server bollerne i et fad, hvor de drysses med lidt olivenolie og citronskal. Såfremt du ikke kan få fat på citronblade drysses de med yderligere citronsaft og skal lige efter tilberedning.
0 kommentarer