Ristet brød med camembert og honningstegte nektariner
Ristet brød med blød camembert og honningstegte nektariner er en fransk inspireret forret. Du får den dejlige, cremede smag fra camemberten sammen med de sødlige nektariner med smag af honning. En kombination, der passer virkelig godt sammen. Retten har, så vidt jeg ved ikke noget navn, og jeg har lagt mærke til flere variationer af den på de sociale medier. Derfor måtte jeg forsøge mig med min version af ristet brød med camembert og honningstegte nektariner. Noget som blev, et ret stort hit herhjemme.
Du kan servere den som forret, eller skære brødet i mindre stykker, der passer til appetizer, lidt a la pindemadder sammen med en god mousserende vin. Da retten har dybden fra camembert osten og sødmen fra de honningstegte nektariner, kan du eventuelt bruge retten som dessert.
Opskrift på camembert og honningstegte nektariner
Denne ret er efter min mening meget enkel, men råvarerne synes jeg bør være af en god kvalitet. Brug f.eks. en god lagret camembert med masser af smag, hvilket giver retten den bedste oplevelse. Nektarinerne vil herhjemme være af standardkvalitet, men brug nogle, som er modne. Jeg har valgt at bruge en flydende honning, da jeg oplever, at det er nemmere, når nektarinerne steges i den.
Selve brødet er et surdejsbrød, men du kan bruge det brød, du synes passer godt til retten. Laver du mindre stykker, kan det være flutes eller ciabattabrød, som er skåret skråt.
Prøv også: Mont d`Or ost
Camembert i ovn med honningstegte nektariner
Ingredienser
- 4 skiver godt brød som surdejsbrød
- 4 stk. nektariner
- 1 stk. stk. camembert
- 3 spsk. honning
- 1 spsk. rosmarinblade
- Olivenolie
- Flagesalt
Udstyr
- 1 Pande
Sådan gør du
- Skær dit brød i halvtykke skiver, som pensles med olivenolie på begge sider
- Start med at riste dit brød på en pande med lidt olivenolie på ved middelhøj varme.
- I mellemtiden skæres nektarinerne i både.
- Tag brødene af panden, når disse er ristede.
- Skær skiver af din camembert, som fordeles på brødene.
- Kom dem i ovnen i meget få minutter, så camemberten næsten smelter.
- Steg dine nektarinbåde på den varme pande i olivenolie, indtil de er gyldne på begge sider. Undervejs hælder du lidt honning og halvdelen af rosmarinbladene ved, hvor de vendes i den i nogle minutter.
- Fordel nektarin bådene ovenpå camemberten, drys dem med honning, rosmarinblade og lidt salt.
Noter
Tips til opskriften
- Sørg under tilberedningen for, at nektarinerne får en god, mørk farve på begge sider. Når du kommer honning ved, skruer du lidt ned for varmen og lader dem vende godt rundt i honningen.
- Et trick er at bruge frisk rosmarin som smagsgiver. Det passer perfekt sammen med både camembert og nektariner.
- Du kan f.eks. komme små stykker af Bresaola ved. Det er lufttørret og saltet oksekød, som er skåret ultratyndt. Det kan også være Coppa, som er Bresaolaens variant af svinekød. Begge dele giver forretten noget smag og tekstur.
- Laver du flere brød med camembert og honningstegte nektariner på, kan de godt opbevares i køleskabet og lunes næste dag. Du kan også servere dem kolde, da de fortsat smager fantastisk.
Hej Søren
Sommeren vil nok give rigtig mange figner – kunne de ikke også bruges – muligvis uden honning?
VH
Niels