Tonkatsu
Tonkatsu er en populær japansk klassisk opskrift på ekstremt sprøde panerede koteletter. Man kan også kalde dem japanske schnitzler. Det specielle med tonkatsu er, at du får en meget sprød japansk kotelet eller schnitzel, som samtidig er afsindigt saftig. Meget ofte oplever jeg, at koteletter godt kan blive lidt tørre, når de steges.
Tonkatsu serveres traditionelt med en tonkatsu sauce, fint snittet hvidkål eller spidskål og ris til. Dertil hører en tonkatsu sauce, som er næsten lige så vigtig som selve koteletten. En meget enkel ret, men værd at prøve.
Tonkatsu autentisk opskrift
En af de vigtigste ting i denne opskrift er at sørge for, at din tonkatsu får en meget sprød overflade. Det gøres ved at bruge den japanske rasp, pankorasp, som er tørret og revet hvedebrød, der gør den mere luftig og sprød end almindelig rasp. Den absorberer desuden ikke så meget olie, som almindelig rasp.
Selve koteletterne vendes først i almindeligt hvedemel, dernæst piskede æg og til sidst pankorasp. Sørg for, at koteletterne dækkes grundigt med pankorasp, og trykkes godt på kødet. I dag er pankorasp faktisk blevet lige så almindelig som almindelig rasp. De panerede koteletter steges i rigeligt olie og ved høj varme, 170 grader. Undervejs er det nødvendigt, at de ofte vendes. På den måde bliver de både sprøde og saftige.
Den vigtige ingrediens er en tonkatsu sauce, som du selv kan lave. Tonkatsu sauce opskrift består af ketchup, worcestershire sauce, sukker, vand og limesaft, der blandes sammen. Meget få ingredienser til en sauce, der er essentiel til en tonkatsu. Du kan også købe tonkatsu saucen i flere asiatiske butikker.
Prøv også: Japansk kartoffelsalat // Yakitori sauce
Tonkatsu
Ingredienser
Tonkatsu
- 4 stk. koteletter med en tykkelse på 1½ cm.
- 2 dl. hvedemel
- 2 stk. æg
- 3 dl. pankorasp
- 4 dl. olie til stegning som rapsolie
- Hvide sesamfrø
Tonkatsu sauce
- 2 spsk Ketchup
- 2 spsk Worcestershire sauce
- 1 spsk sukker
- 1 spsk. vand
- Saften fra en lime
- Salt og peber
Tilbehør
- 1 hvidkål eller spidskål
- Isvand
Udstyr
Sådan gør du
Tilbehør
- Start med at snitte din kål i meget tynde trimler.
- Kom det i en skål som dækkes med meget koldt vand.
- Tonkatsu sauce
- Pisk alle ingredienser sammen til en ensartet sauce.
- Smag til om der skal mere limesaft, eller salt og peber i.
Tonkatsu
- Tag koteletterne ud af køleskabet 30 til 60 minutter før tilberedning.
- Fordel melet i et fad.
- Pisk æggene grundigt sammen i en større dyb tallerken.
- Fordel pankoraspen i et fad.
- Skær det overskydende fedt af koteletterne, hvis der er meget.
- Hæld olien i en dyb pande, som opvarmes langsomt til 170 grader.
- Imens vendes koteletterne en efter en, først i melet. Ryst dem, så det overskydende mel falder af.
- Vend dem i æggeblandingen.
- Tryk dernæst hver side godt ned i pankoraspen. Kom eventuelt lidt pankorasp over og vend dem igen. Det er vigtigt de er paneret i meget pankorasp.
- Kom de panerede koteletter i panden, når olien er 170 grader.
- Vend dem efter 2 minutter, hvorefter de igen vendes og dernæst igen efter 2 minutter.
- Koteletterne skal have omkring 8 minutter i alt. Er de tykkere kan det være nødvendigt, at de får 12 minutter i alt.
- Tag koteletterne op af panden på noget fedtsugende papir.
- Placer et stykke bagepapir over, og lad dem hvile i 5 minutter.
- Skær dem dernæst i skiver af 1½ cm i tykkelsen.
- Hæld noget tonkatsu sauce over koteletterne og drys dem med sesamfrø.
Noter
Tips til opskriften
Du kan bruge nakkekoteletter eller skaftkoteletter. Ved en skaftkotelet bør du fjerne benet.
Du kan bruge hvidkål eller spidskål. Hvidkål er mere grov i strukturen, og bør snittes meget fint.
Personligt bruger jeg brune ris til en ret som denne. Grunden er at de er mere fyldige og sundere end f.eks. parboiled ris.
Tilberedte tonkatsu koteletter kan opbevares i køleskabet i 3 – 4 dage. De kan opvarmes ved middelhøjvarme i mikroovnen, men mister derved deres sprødhed.
Sørg for at være grundig med paneringen.
Steg koteletterne til tonkatsu ved maksimum 170 grader.
Ofte stillede spørgsmål om tonkatsu
Den sauce, de fleste forbinder med tonkatsu, er en mørk, sødlig sauce baseret på worcestershire sauce, som stammer fra Tokyo i begyndelsen af 1900-tallet. Den skal ikke forveksles med misokatsu, som er lokal Nagoya-specialitet, hvor koteletten i stedet serveres med en sød sauce lavet på miso.
Pankorasp findes i næsten alle større og mindre supermarkeder, asiatiske købmænd og online butikker.
Brug en fritureolie, rapsolie eller jordnøddeolie. Undgå koldpressede olier som olivenolie, da de ryger og smager dårligt når de når op på 170 grader.
Tonkatsu betyder egentlig svinekotelet. “Ton” betyder gris, mens “katsu” er en forkortelse af “katsuretsu”, den japanske udtale af det engelske “cutlet”, som oprindeligt kommer fra det franske “côtelette”.
0 kommentarer