og

Stegt and i ovn – hurtig andesteg

af | Fjerkræ, Hovedretter, Jul, Julemiddag, Opskrifter

Stegt and opskrift

Hvor lang tid skal en and have i ovnen?

Her er min hurtige og nemme opskrift på stegt and i ovn, og den lykkes hver gang. Den passer lige så godt til juleaften som til Mortensaften.

Den nemmeste måde er at beregne 20 minutter pr. halve kilo ved 165 grader uden varmluft. En and på 3½ kg skal altså have 2 timer og 20 minutter.

Stegetid for stegt and pr. kg ved 165 grader (almindelig ovn)

Andens vægtStegetid
2 kg1 time og 20 minutter
2½ kg1 time og 40 minutter
3 kg2 timer
3½ kg2 timer og 20 minutter
4 kg2 timer og 40 minutter

Bruger du varmluft, så skru ned til ca. 155 grader. Varmluft er især en god idé, hvis du har to ænder i ovnen, da de tager en del varme.

Vil du være helt sikker, så brug et stegetermometer. Kernetemperaturen i brystet skal være ca. 75 grader, når anden er færdig. I videoen viser jeg, hvordan jeg langtidssteger anden. Den metode finder du i min opskrift på Langtidsstegte and.

Prøv også disse gode juleopskrifter:  Brunede Kartofler // Ribbensteg // Andesovsen den hjemmelavet

Stegt and i ovn

Stegt and i ovn fyldt med æbler, svesker og timian og stegt ved 165 grader i 20 minutter pr. halve kilo. Den kan steges dagen før og varmes op, så skindet bliver sprødt.
3.67 fra 3 stemmer
Print Gem på Pinterest Bedøm
Ret: Hovedret, And, Fjerkræ, Tilbehør
Køkken: Dansk
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 2 timer
Samlet tid: 2 timer 20 minutter
Antal: 4 personer
Opskrift af: Søren Willadsen

Ingredienser

Anden

  • 1 stk and af 3½ kg.
  • Fint Salt

Fyldet

  • 1 stk. 2 æbler
  • 150 g. svesker
  • 5 stilke timian
  • Salt og peber

Til bradepanden

  • Vingespidser, hals fra anden og evt. indmad fra anden.
  • 3-5 dl. vand
  • Evt. 2–3 dl rødvin
  • 1 stk. løg
  • 4 fed hvidløg
  • ½ stk. knoldselleri
  • 2 stk. gulerødder

Sådan gør du

Anden

  • Har du en frossen and, så tag den op af fryseren 2–3 dage før, og lad den tø op i køleskabet.
  • Tag anden ud af køleskabet 1–2 timer, før den skal i ovnen, så den ikke er kold.
  • Forvarm ovnen til 165 grader uden varmluft. Bruger du varmluft, så skru ned til ca. 155 grader.
  • Klip det yderste af vingespidserne af. Kræng halsskindet tilbage, og skær halsen af. Gem begge dele til bradepanden.
  • Salt anden grundigt ind- og udvendigt.
  • Skær æblerne i kvarte, og bland dem med svesker og timian. Krydr fyldet med salt og peber, fyld det i anden, og luk åbningerne med kødnåle.
  • Luk enderne med kødnåle.
  • Læg anden med brystet nedad på en rist oven på en bradepande. Hæld 3–5 dl vand i bradepanden, og læg vingespidser og hals i. Du kan også komme rødvin, løg, hvidløg, knoldselleri og gulerødder i. Så har du en god fond til sovsen.
  • Steg anden i 20 minutter pr. halve kilo. En and på 3½ kg skal have 2 timer og 20 minutter.
  • Steg anden med brystet nedad den første tredjedel af tiden. Vend den derefter, og steg den resten af tiden med brystet opad.
  • Tjek kernetemperaturen i brystet med et stegetermometer. Den skal være ca. 75 grader, når anden er færdig. Pas på, at spidsen ikke rammer knoglerne.
  • Når anden næsten er færdig, hælder du først noget af væden fra bradepanden over den. Skru derefter op til 225 grader i 5–10 minutter for at få sprødt skind.
  • Skal anden varmes op dagen efter, kan du tage den ud ved ca. 70 grader.
  • Serveres anden samme dag, skal den hvile i ca. 15 minutter, før den skæres ud.

Opvarmning af and

  • Klip eller skær anden ud i passende stykker. Gem det andefedt, der er dryppet ned i bradepanden.
  • Læg andestykkerne i et fad, og smør dem med andefedtet. Dæk dem med stanniol, og sæt dem i en kold ovn.
  • Tænd ovnen på 180 grader, og lad andestykkerne varme i ca. 20 minutter.
  • Fjern stanniolen, og lad anden få 5–10 minutter, til skindet er sprødt. Du kan godt give den lidt grill, men pas på, at den ikke får for meget.

Noter

Min regel er 20 minutter pr. halve kilo ved 165 grader uden varmluft. Med varmluft er det ca. 155 grader. Har du to ænder i ovnen, så brug varmluft, da de tager en del varme. Ovne er forskellige, så hold øje med kernetemperaturen.
Har du prøvet opskriften?Nævn @gastromad og Tag #gastromad!

Gode råd til stegt and

Et godt råd er at tage anden ud af køleskabet 1–2 timer, før den skal i ovnen, så den når at få stuetemperatur. Sæt den aldrig kold i ovnen. Så passer stegetiden ikke. Har du købt en frossen and, skal den tø op i køleskabet i 2–3 dage.

Husk altid at salte anden både ind- og udvendigt. Jeg fylder også anden med svesker og et par gode æbler i tern. Det giver ekstra smag, og fyldet passer rigtig godt til kødet.

Kan man stege anden dagen før?

Ja. Jeg steger meget ofte anden dagen før. På selve dagen klipper jeg den ud og varmer den op, og resultatet er lige så godt, som hvis jeg havde stegt den samme aften. Du finder opvarmningen i opskriften ovenfor.

Når jeg steger anden, står der altid en bradepande under den. I den kommer jeg grøntsager, indmad, vingespidser, hals, lidt vand og rødvin. Her drypper fedtet og saften ned, og på den nemme måde får jeg en virkelig god fond til [andesovsen].

Lad den færdige and hvile i ca. 15 minutter, inden den skæres ud. Er anden stegt dagen før, så lad den køle af, til den er lun. Er den helt kold, synes jeg, den er sværere at skære ud.

Anderester holder vi rigtig meget af i vores familie. Der er tit ikke noget bedre end koldt andekød på et stykke brød med smør. Det må være noget fra min barndom. Jeg kan huske, at mine forældre nærmest sloges om anderesterne.

Opskrift på Andesteg

Lad den færdige stegte and hvile i 15 minutter inden den skæres ud. Er anden lavet dagen inden kan du lade den køle ned til lun. Er den helt kold synes jeg det er svære at skære den ud.

Andesteg fra ovn

Andre vildt gode opskrifter

Hvad synes du om denne opskrift?

8 Kommentarer

  1. Marijanne

    Det ville have været en hjælp, hvis du havde skrevet, om du brugte traditionel ovn eller varmluft 😊

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Marijanne
      Det får jeg skrevet ind. Jeg bruger altid traditionel ovn, men det kan du ikke vide :-).
      Glædelig jul
      Søren

      Svar
  2. Niels Graversen

    Hej Søren

    150 svedsker – det er godt nok mange. 😉 😉

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Niels
      Det har du godt nok ret i 😂😂.
      Der skal lige et g. foran.
      God weekend
      Søren

      Svar
  3. Linda Martin

    Hej Søren,
    Et spørgsmål til dig er, hvorfor bruger du altid kun traditionel ovn og ikke varmluftsovn? Bliver stegen bedre ved traditionel ovn?

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Linda
      Når jeg bruger traditionel ovn, skyldes det at varmluft afgiver mere varme end over- og undervarme. Hvis jeg brugte varmluft ville jet sætte temperaturen til ca. 155 grader.
      Dog kan varmluft være en god ide, hvis man har to ænder i ovnen, da de tager en del varme.
      Jeg håber du fik svar på dit spørgsmål?
      Glædelig jul 🎄.
      Søren

      Svar
  4. Kristian

    Hej skriver du at den 1/3 af tiden skal have brystet nedad. Hvis man følger dit link til saucen, står det modsat af den skal stede 1/3 af tiden med brystet opad.

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Kristian
      Det er en fejl i opskriften til saucen. Placer den først med brystet ned.
      Bedste hilsner
      Søren

      Svar
3.67 from 3 votes (3 ratings without comment)

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Gastromad logo dansk madblog

NYHEDSBREV

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få direkte besked i din mail når der er nye inspirerende ting på Gastromad.


Ved tilmelding modtager du en mail du skal bekræfte.

Du er blevet tilmeldt mit nyhedsbrev!