Pasta alle Vongole
Pasta alle Vongole er en fantastisk nem og meget smagfuld ret, hvor pastaen er vendt i hvidvinsdampede hjertemuslinger. Smagen får ens tanker til, at glide til Italien, hvor du sidder på en lille restaurant på landsbyens torv og får verdens bedste ret. Så vidt jeg er bekendt med, bruger man i den oprindelige ret venusmuslinger. Jeg har i stedet valgt hjertemuslinger, da jeg oplever de har en langt bedre smag.
Retten består i al sin enkelthed af spaghetti (jeg har i stedet brugt linguine), hjertemuslinger, hvidløg, løg, chili, cocktailtomater, kapers og hakket persille. Jeg brugte 30 maks. minutter på, at tilberede denne velsmagende ret.
Ingredienser 2 personer:
- 1 kg. hjertemuslinger.
- 2 fed hvidløg.
- 1 skalotteløg.
- 2 dl. hvidvin.
- ½ mild chili.
- 6 – 8 velsmagende cocktailtomater.
- 1 ansjos (kan udelades).
- 1 buket persille.
- 1 spsk. kapers (kan udelades).
- 300 g linguine.
Fremgangsmåde:
Start med, at skylle hjertemuslinger af flere omgange for, at skylle sandet ud af dem. Kassér dem, som ikke åbner sig, når der bankes på dem. De som ikke er åbnet efter de er tilberedt smides ud.
Kog linguinen efter pakkens anvisninger. I mellem tiden skæres hvidløg, skalotteløg og chili i tern. Cocktailtomaterne deles i to. Persillen skylles og hakkes. Varm en gryde op og hæld en sjat olivenolie i. Når olien er varm hældes løg, hvidløg, cocktailtomater, hakket ansjos og chili i, hvorefter hjertemuslingerne tilsættes. Rør rundt i gryden i 1 minuts tid. Tilsæt hvidvinen og læg låget på gryden. Lad muslingerne dampe i ca. 3 minutter eller hovedparten af hjertemuslingerne er åbnet. Når muslingerne er klar drysses persillen i.
Vend hjertemuslingerne med linguinen og drys kapersen over og server med brød og oliven til.