Efter de første 4 dage i Nebraska havde vi planlagt, at køre op til Black Hills og Badlands i South Dakota med overnatning i den lille bjergby Keystone.
Områderne er det ægte gamle vilde vesten hvor man får en oplevelse af, at gå tilbage i tiden, den gang indianerne red rundt på prærien, og guldgraverne forgæves søgte efter guld i bjergene.
South Dakota er spækfyldt med historier om indianerhøvdingen Sitting Bull og Crazy Horse, General Custer, Massakren ved Wounded Knee, nybyggere fra Danmark, Sverige, Norge og Tyskland der søgte lykken, gunslingers i Rapid City og meget mere.
Rejsetips til South Dakota
Naturen i South Dakota skifter fra den endeløse bakkede prærie til de smukke bjerge i Black Hills, og det golde område i Badlands, som alt sammen er et besøg værd. I Black Hills finder man f.eks. Mount Rushmore, hvor de fire præsidenter og hugget ud i klipperne og Custer National Park.
South Dakota blev optaget i USA som stat nummer 40 d. 2. november 1889, og har i dag 882.235 indbyggere.
Turen fra Nebraska snoer sig mellem Nebraska og Iowa indtil man rammer byen Sioux Falls i det østlige South Dakota, hvor man dernæst bare skal ligge på interstate 90 stik vest de næste 589 km. Det gode ved ruten er, at man må køre 130 km i timen på motorvejen. Langt de fleste andre steder i USA er fartgrænsen på motorveje ca. 110 – 120 km. Interstate 90 går som sagt nærmest bare ligeud, og inden Badlands begynder landskabet at blive mere og mere kuperet og bakket, og vi ventede kun på, at se en stor flok bisonokser blive jaget af en flok indianere.
Fra Sioux Falls og de næste 450 km er der meget få steder, at besøge, men ud af ingenting dukker der pludselig en gammel jernbanevogn Santa Fe Train Diner op. Toget er bygget lidt om, så man kommer ind i en ægte Diner, som er drevet af et ældre ægtepar. Selve toget har kørt mellem Chicago og Californien, og endte sine togdage i 1982 i South Dakota.
Det er lidt uvirkeligt, at spise spejlæg, pølser og amerikanske pandekager i et holdende tog midt på prærien. Stemningen fra toget er ikke til, at tage fejl af med de oprindelige borde og det lille køkken og restaurant, der er presset ind i midten af en togvogn. Det eneste der manglede var lyden af toghjulene som rammer mellemrummene mellem jernbanesvellerne.
Bag ved Santa Fe Train Diner ligger en 1880 tals by, som delvist er bygget til sættet i filmen Danser med Ulve. Indgangen til byen går gennem et lille museum, med tipi, rekvisitter, fotos og meget andet fra filmen. Byen er lige som Dineren et besøg værd, når man alligevel skal have lidt og spise og strække ben. Den er opbygget som en gammel by, smedje, fængsel, saloon med udskænkning og leje af kostumer, hvis man vil bruge dagen som cowboy eller can can danserinde.
Efter frokosten på Dineren gik turen videre mod vest, hvor landskabet blev mere kuperet og vi langsomt begyndte at ane Black Hills i det fjerne.
Keystone ligger ved starten af Black Hills og meget tæt på Mount Rushmore, hvor George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln er hugget ud i klipperne. For os var Keystone et perfekt sted at bo for to overnatninger. Vi valgte først, at tjekke overnatningssteder, da vi var kørt ind i Keystone, og i løbet af kort tid havde vi via en hotel app fundet et okay sted med ”morgenmad”, som primært bestod af toast, cornflakes, havregrød, pandekager der varmes op i microovnen.
Alt sammen en oplevelse.
På trods af Keystones størrelse har den rigeligt af restauranter og overnatningssteder, og som sagt ligger Mount Rushmore meget tæt på, hvilket også Custer National Park og Crazy Horse Memorial gør. Badlands som vi også besøgte ligger et par timers kørsel fra Keystone.
Vores første måltid fik vi på Ruby House Restaurant som er omdannet til en 1900 tals restaurant med traditionelt amerikansk mad som steaks af både okse og bisonkød. Det kan bedste beskrives som et sjovt sted at besøge, og man bliver mæt. Ikke den store kulinariske oplevelse.
Næste morgen kørte vi op til Mount Rushmore National Memorial, som blev udhugget i klipperne i tiden fra 1927 til 1941, og involverede 400 mænd og kvinder.
Når man ankommer til stedet går man først gennem en allé af flag fra alle staterne i USA inden man kommer frem til de fire præsidenter. Området er flot og vi fornemmede hvor store de udhuggede præsidenterne er.
Black Hills i USA
Dernæst kørte vi op gennem Black Hills mod Custer National Park, som har den største bestand af nulevende bisoner. Turen op gennem bjergene er tiden værd, da det godt kan betale sig, at gøre stop for, at opleve de utrolig flotte naturscener, som Black Hills byder på.
Da vi kørte ned fra bjergene og kom ind i Custer National Park fornemmede vi hvor storslået den ægte prærie kan være. I parken ligger der campingpladser og restauranter. Omkring Custer Park ligger endnu et udhugget mindesmærke, som er for indianerhøvdingen Crazy Horse, hvilket endnu ikke er færdig. I forbindelse med mindesmærket er der bygget et indianer museum med oprindelige indianske genstande.
Badlands i South Dakota USA
Efter parken og mindesmærkerne valgte vi, at køre ud til Badlands, det tog os ca. 1½ time at nå. Turen rundt i Badlands tager i bil ca. et par timer, og mere hvis man stopper ved flere af udkigsstederne. Badlands landskab er dannet af manglende vand, som har skabt de karakteristiske klippe formationer.
Fransk-Canadiske pelsjægere kaldte det i 1900 tallet ”bad lands to travel through”, hvilket vi utvivlsomt fornemmede. Ikke det rareste sted, at rejse gennem på hesteryg.
Naturen i området er utrolig storslået, og absolut et besøg værd.
Havde vi planlagt anderledes, havde vi brugt flere dage i South Dakota, da vi ikke nåede, at se f.eks. Devils Tower, Sioux Reservatet, Wounded Knee. Desuden huser den lille by Sturgis vel verdens største motorcykel event med 500.000 motorcyklister i begyndelsen af august.
Du kan her læse om mine tips til USA HER og andet afsnit om vores rejse HER.
0 kommentarer