Bønnesalat med mozzarella og tomat er en lækker og nem salat opskrift
Vi elsker salater med grønne bønner eller haricots verts som deres oprindelig navn er. Grunden er at de er utrolig smagfulde og nemme at gå til i salater. Uanset om bønnerne er friske eller frosne.
Til en hurtig aftensmad koger vi de frosne og serverer dem sammen med en nem vinaigrette, altså en fransk dressing til.
Grønne bønner synes jeg er perfekte året rundt, både i store fyldige salater, eller som her i en let udgave med få andre ingredienser i.
Opskrift på bønnesalat med mozzarella
Jeg har i denne udgave på en grøn bønnesalat med mozzarella brugt friske bønner, hvor spidsen er nippet af. Du kan godt bruge frosne i stedet for friske. Cherrytomaterne bagte jeg, da de ikke var danske og i sæson. Derved synes jeg de får en fantastisk lækker smag af dressingen, som består af balsamico, olivenolie og lidt honning. De kan også drysses med lidt tørret timian.
Udover tomater og mozzarella valgte jeg at blanchere et bundt grønne asparges, som har en virkelig dejlig smag til de grønne bønner.
Mozzarellaosten til bønnesalaten bør være hel som rives i mindre stykker og kommes over bønnerne og de øvrige ingredienser.
Prøv også disse salater: Salat af grillede stangbønner
Server bønnesalaten til eksempelvis Kylling Cacciatore eller Lammetagine
Bønnesalat mozzarella og tomat
Ingredienser
- 150 g. små tomater evt. cherrytomater
- 2 spsk. balsamicoeddike
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. flydende honning
- 300 g. grønne bønner gerne friske ellers frosne
- 1 bundt grønne asparges
- 1 hel mozzarella
- Balsamicoeddike
- Olivenolie
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Vend tomaterne i en blanding af balsamicoeddike, olivenolie og honning.
- Hæld det i ildfast fad med bagepapir i, som bages i ovnen i ca. 20 minutter indtil de falder lidt sammen.
- I mellem tiden klargøres bønnerne og asparges.
- Bønnernes ene ende skæres af, og aspargesernes ender knækkes af, hvorefter de halveres.
- Opvarm en gryde med vand og 1 spsk. salt i til kogepunkter.
- Kom bønnerne i som koges op og dernæst aspargeserne i omkring 2 minutter.
- Hæld det kogende vand fra og hæld dernæst kold vand i så de ikke koger videre, og derved er sprøde.
- Dup bønner og asparges lidt tørre i et viskestykke, hvorefter de hældes i et fad.
- Tilsæt de ovnbagte tomater ovenpå.
- Riv mozzarellaen i mindre stykker som kommes i salaten.
- Hæld en smule balsamico og olivenolie over, og drys med salt og peber.
Noter
Tips til salatopskriften
- Bruges frosne bønner eller haricots verts bør de være hele og ikke skåret over. Grunden er at de overskårne ikke har samme al dente, bid som de andre.
- Brug billige små tomater i stedet for dyre når de bages i ovnen.
- Jeg bruger en hel mozzarella, hvor jeg kigger på kvaliteten. Dette skyldes at den bruges frisk, og skal have en god smag.
- En balsamicoeddike behøves nødvendigvis ikke være sindssyg dyr, men bør være af en bedre kvalitet.
- En bønnesalat som denne med mozzarella ost, tomater og asparges kan holde sig på køl i omkring 3 til 4 dage.
Server den flotte salat i et stort fad.
0 kommentarer