Asiatisk marineret laks
Hvad gør man egentlig med de rester der er til overs i køleskabet? Smider dem ud, eller bruger dem som restemad? I mit univers bliver alt brugt. Enten fryser jeg det ned, eller bruger resterne af grøntsager og fisk eller kød til noget jeg bikser sammen.
Gå direkte til opskriften
Denne opskrift på marineret laks med sauteret spidskål og spinat opstod i søndags, da vi endnu ikke havde fået brugt et helt spidskål, en halv pose frisk spinat og resterne af noget creme fraiche og andet. Laksen måtte jeg fiske op af fryseren. Marinaden er næsten blevet en god all round marinade jeg også sagtens kan finde på, at bruge til kylling og svinekød. I denne opskrift har jeg brugt soyasauce, hoisin sauce, østerssauce, limesaft, hvidløg, ingefær og lidt frisk dild. Jeg kunne også have valgt fiskesauce, teriyaki sauce eller kombineret det på en anden måde.
Man kan til enhver tid forsøge sig med andre kombinationer, og se hvilket man bedst kan lide. Meget ofte snupper jeg det jeg har i skabet og prøver mig lidt frem. Det er yderst sjældent, at det ikke smager godt. En tommelfingerregel er, at være lidt varsom med Soya saucen, da den i sig selv er salt, og kan overdøve de andre ingredienser.

Asiatisk marineret laks
Ingredienser
Laksefileter
- 600 g laksefilet
- ½ dl. soyasauce
- 1 spsk. østerssauce
- 2 spsk. hoisin sauce
- Saften fra en lime
- 2 fed revet hvidløg
- 1 spsk. frisk revet ingefær
- 2 spsk. frisk hakket dild.
Spidskål med hvide asparges
- 1 spidskål
- 1 bundt hvide asparges
- 2 tsk. spidskommen
- Smør
Spinat
- 1 pose spinat
- 4 spsk. creme fraiche 18%
- Revet muskatnød
Sådan gør du
Laksefileter
- Bland soyasauce, østerssauce, limesaft, hosinsauce, hvidløg, ingefær og dild i en skål.
- Del laksefileten i 4 mindre fileter som kommes i et fad.
- Hæld marinaden ved og drys med frisk hakket dild.
- Tilbered laksefileterne i ovnen ved 180 grader i 15 minutter.
Spidskål med hvide asparges
- Snit spidskålen meget fint.
- Skræl aspargeserne fra hoveden og ned. Skær enderne af, og del dem i mindre stykker, som sauteres på en pande i smør i 3 - 4 minutter. Læg dem til side.
- Sauter den fintsnittede spidskål på en pande, mens den ofte vendes og indtil den falder sammen.
- Drys spidskålen med spidskommen, og kom aspargeserne ved.
Spinat
- Varm en gryde op ved middelvarme.
- Kom lidt olie i bunden af gryden, og tilsæt spinaten mens der røres rundt.
- Lad spinaten simre i 2 minutter, hvorefter creme fraichen tilsættes, og der røres rundt.
- Smag til med muskatnøde, salt og peber.
Den marinerede laks sammen med sauteret spidskål og den cremede spinat passede rigtig godt sammen, og det tog ved omkring 30 minutter, at tilberede.