Conchiglie med lammehjerte ragout
Conchiglie pasta med lammehjerte ragout er en dejlig fyldig italiensk gryderet. Pastatypen conchigle er som navnet formet som et konkylie. Dem som jeg havde købt, var tilmeld i forskellige farver, hvilket gør retten flot.
Indmad som hjerter, uanset om det er lam, får, kylling er efter min mening utrolig velsmagende. Samtidig er hjerte sundt pga. proteiner og B12 vitaminer. En anden ikke så uvigtig detalje er prisen. De er som regel billigere end meget andet fra dyret eller fjerkræet.
Jeg oplever at man kan finde det svært at bruge indmad i retter. Jeg har i denne italienske ragout med lammehjerter udskiftet okse- eller lammekødet med hjerte. Samtidig giver hjertet en mere umami smag til ragouten, hvilket ikke er dårligt. Du skal tænke hjerter stadig bruges i f.eks. en lammehjerte ragout som denne fra Italien.
Vi danskere har førhen lavet meget mad af indmad, men med tiden er dette gledet ud. Nu tænker mange at det må smage dårligt, hvilket jeg personligt ikke synes. Hjerter har det som jeg kalder umamismag. En dyb dejlig smag, som ikke smager af blod.
Lammehjerte ragout opskrift
I min opskrift på denne conchiglie pasta med lammehjerte ragout bruger jeg flere traditionelle italienske ingredienser. Dette er f.eks. løg, hvidløg, bladselleri og gulerødder, som i mange italienske gryderetter er basis. Derudover har jeg tilsat røget bacon og trøffelpølse. Begge dele giver en virkelig lækker smag til lammehjerte ragouten. Efter min mening passer det utrolig godt til pasta, som disse conchiglie.
Prøv også: Pastabånd med kyllingelever sauce
Conchiglie med lammehjerte ragout
Ingredienser
- 500 g. conchiglie pasta
- 600 g. lammehjerter
- 100 g. røget bacon
- 2 stk. italienske trøffel pølser
- 4 fed hvidløg
- 1 stk. løg
- 2 stk. stængler bladselleri
- 2 stk. gulerødder
- 2 spsk. tomatpuré
- 2 dl. rødvin
- 1 ds. flåede tomater
- ½ tsk. chiliflager
- 4 laurbærblade
Sådan gør du
- Soigner lammehjerterne ved at skylle dem, hvorefter de skæres i mundrette tern.
- Skær den røgede bacon i mindre tern.
- De italienske pølser skæres i skiver.
- Hak hvidløgsfeddet og skær løget i tern.
- Bladselleri og gulerødder skæres i tern.
- Varm en gryde op ved middelhøj varme, kom lidt olie i og steg baconen sprød og gylden.
- Tag baconen op og steg lammehjerterne på alle sider i et par minutter, hvorefter pølserne tilsættes og steges gyldne.
- Tag det hele op med en hulske, og skru ned for varmen til middel.
- Tilsæt hvidløg og løg, som sauteres et par minutter, hvorefter bladselleri og gulerødder tilsættes.
- Lad det sautere indtil løgene er glasklare.
- Kom kødet tilbage og vend det hele godt rundt, og skru op på middelhøj varme.
- Kom tomatpuréen ved og rør det godt rundt.
- Lad det stege et par minutter inden rødvinen hældes i gryden og koger op.
- Kom de flåede tomater, chiliflager og laurbærblade i. Sæt låget på gryden og lad det simre i 40 minutter ved lav varme.
Noter
Tips til opskriften
- Du kan udskifte conchiglie pastaen med andre pastatyper som fusilli, rigatoni, penne med flere.
- Kan du ikke købe lammehjerter kan du i stedet bruge kalvehjerter, hvilket flere supermarkeder og slagtere har. Du kan eventuelt også bestille dem hos din slagter.
- Ønsker du ikke at bruge hjerte kan du i stedet bruge kalvekød, som bov, spidsbryst og lignende udskæringer. Husk dog, at ragouten skal simre i længere tid.
- Server ragouten med frisk revet parmesan til.
Husk at rense hjertet for blodrester under rindende vand. Baconen skæres i tern og pølserne i skiver.
0 kommentarer