Sprøde og saftige karbonader eller krebinetter med stuvede ærter og gulerødder er en ægte klassisk mormor ret.
Karbonader eller krebinetter er nøjagtig det samme, men kaldes noget forskelligt afhængig af hvor man bor i Danmark. Karbonader stammer oprindeligt fra Italien af svinekød og blev ristet over åben ild. Krebinetternes ophavsret er fra det franske køkken og traditionelt ovale lavet af kalv.
Herhjemme er de sprøde og saftige og runde som de italienske, selv om der findes endnu flere historier om hvor den danske version stammer fra. Dog kalder man dem karbonader i Jylland og krebinetter på Fyn og Sjælland.
Karbonader opskrift
Der er flere forskellige versioner af opskrifter på dem. Nogle komme lidt mælk og rasp, hvilket jeg ikke gør når de skal være traditionelle. Jeg bruger kun salt og peber som drysses over karbonaderne inden de steges. For at krebinetter bliver perfekt sprøde udvendig og saftige indvendig er det vigtigt, at stege dem i en blanding af olie og smør. Desuden skal de ikke have mere end maksimum 5 minutter på hver side ved middel til middelhøj varme.
Tilbehør til karbonader synes jeg skal være stuvede ærter og gulerødder sammen med kogte kartofler til, hvilket er meget nem at lave. For mig er det indbegrebet af gammeldags krebinetter. Dog tænker jeg at en god gammeldags klassisk persillesovs ikke vil være af vejen.
Prøv også: Farserede Porrer // Forloren Hare // Frikadeller
Du kan nedenunder finde tips til opskriften.
Karbonader med stuvede ærter og gulerødder
Ingredienser
Karbonader
- 500 g. hakket kalv og flæsk eller kun flæskekød
- Salt og peber
- 1 dl. hvedemel
- 1 stk. æg sammenpisket
- 2 dl. rasp
- Olie og smør til stegning
Stuvede ærter og gulerødder
- 4 stk. gulerødder eller frosne
- 300 g. frosne ærter
- 30 g. smør
- 30 g. hvedemel
- 2 dl. mælk
- 3 – 4 dl. kogevand fra ærterne
- Salt og peber
- Frisk hakket persille
Sådan gør du
Karbonader
- Tag farsen ud af køleskabet 30 minutter inden de steges.
- Ælt farsen sammen til en kugle som dernæst formes til 4 karbonader, der drysses med salt og peber.
- Hæld hvedemelet i en stor tallerken eller fad, det piskede æg kommes i en dyb tallerken og raspen kommes i en anden tallerken eller fad.
- Vend karbonaderne i mel, dernæst det sammenpiskede æg og til sidste rasp.
- Varm en pande op ved middelhøj varme hvor olie og smør kommes på. Eller plantemargarine.
- Steg dem i 1 – 2 minutter på hver side så de får en flot overflade. Skru dernæst ned for varmen til middellav.
- Steg dem færdig omkring 4 – 5 minutter på hver side indtil de tilberedt.
- Brug eventuelt en kødnål som stikkes ned i karbonaden. Er nålen varm er de færdige.
Stuvede ærter og gulerødder
- Skræl gulerødderne som skæres i mindre tern.
- Kog dem sammen med ærterne i omkring 2 minutter.
- Hæld vandet fra men gemmes til den opbagte sovs.
- Varm en halv stor gryde op ved middelhøj varme og tilsæt smørret.
- Tilsæt melet når smørret er smeltet, som skal falde lidt til bunds inden det piskes sammen.
- Hæld 1 dl. mælk ved som piskes rundt og dernæst den sidste mælk.
- Kogevandet fra ærter og gulerødder hældes i lidt ad gangen indtil man har en tyk sovs.
- Kog det op i et par minutter og tilsæt ærter og gulerødder.
- Smag til med salt og peber.
Noter
Tips til opskriften på krebinetter
- Jeg vender karbonader eller krebinetter i mel, æg og rasp. Hvis man ønsker en mere sprød overflade kan man bruge pankorasp.
- Man kan både bruge halv kalv og halv svin, eller kun svin. De kan også laves af hakket kyllingekød.
- Brug eventuelt en frostblanding af ærter og gulerødder til de stuvede ærter og gulerødder.
- Karbonader eller krebinetter er en ret som smager skønt året rundt, og kan godt opvarmes dagen efter uden at kødet bliver tørt.
Server eventuelt et par citronskrifter til karbonaderne, hvilket jeg synes giver en lækker smag til de sprøde krebinetter.
0 kommentarer