Ranch Dressing
Ranch dressing er et must til sprøde salater og især til chicken strips, som faktisk er den oprindelige måde, dressingen blev brugt på.
Hvad er ranch dressing?
Ranch dip eller dressing er en populær amerikansk dressing med masser af smag, som passer til ufattelig mange ting. Det kan som sagt være dip til kyllingestrips og chips og som den bedste dressing til salat og kartofler. Den består af flere forskellige mælkeprodukter som creme fraiche, forskellige krydderurter og andet. Denne kombination giver en ranch dressing den helt særlige lækre smag, som overgår mange andre dressinger.
Ranch dressing opskrift
Opskriften på en hjemmelavet ranch dressing er noget af det nemmeste, du kan lave. Den består af flere mælkeprodukter, som giver noget cremethed og syrlighed til dressingen. Jeg har valgt at bruge creme fraiche, A‑38 og mayonnaise, hvilket giver den konsistens, jeg synes passer bedst. Derudover skal der forskellige fint hakkede krydderurter i en nem opskrift på hjemmelavet ranch dressing. Jeg bruger purløg, persille og dild. Purløget passer rigtig godt til både løg‑ og hvidløgspulver. Ingredienserne piskes sammen og smages til med citronsaft. I løbet af få minutter har du en af de bedste salatdressinger der findes.
Prøv også: Mormor Dressing
Ranch Dressing nem opskrift på hjemmelavet ranch dip
Ingredienser
- 2 dl. Creme Fraiche
- 1 dl. A-38 eller kefir
- 1 dl. mayonnaise
- 1 tsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. løgpulver
- 2 spsk. fint hakket purløg
- 1 spsk. fint hakket persille
- 1 spsk. fint hakket dild
- Citronsaft
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kom creme fraiche, A-38 og mayonnaise i en skål, sammen med hvidløgs- og løgpulver.
- Pisk det sammen.
- Hak purløg, persille og dild, som tilsættes, og piskes sammen.
- Smag dressingen til med citronsaft, salt og peber.
Noter
Tips til opskriften
Kan jeg bruge frisk hvidløg og løg?
I princippet ja, men med hvidløgs‑ og løgpulver får du en mere balanceret smag. Bruger du frisk, får du både små stykker i dressingen og en mere skarp smag.
Kan jeg undlade A-38?
Ja, du kan godt undlade A‑38, selv om konsistens og smag giver dressingen den særlige gode smag. Du kan erstatte det med kærnemælk.
Hvor lang tid kan en ranch dressing holde sig?
En hjemmelavet ranch dressing kan holde sig i køleskabet en lille uge tid.
Hvad passer ranch dressing til?
Dressingen er ekstremt alsidig og en af de mest brugbare dips og dressinger, jeg kender. Jeg bruger den selv til:
Grøntsagsstænger, salater og alt, der har godt af noget cremet og syrligt.
0 kommentarer