Stenbiderrogn på Lammetatar
Forårets kommen markeres rigtig ofte med stenbiderrognen kan købes i slut februar, og i slut marts kommer påskelammet. Hvorfor ikke bare kombinerer de to ting med hinanden i en fælles opskrift?
Jeg valgte, at lave en let forret ud af lammetatar med stenbiderrogn på toppen, og et lille vagtelspejlæg ved siden.
Stenbiderrognen gør det ud for æggeblommen, som jeg holder rigtig meget af, når jeg får tatar. Da jeg lå inde med en lille bakke vagtelæg kunne jeg ikke dy mig, at lave en mini spejlæg til retten, hvilket kun løftede den lidt mere. Har du nu ikke lige en bakke vagtelæg i køleskabet, så undlad dem.
Retten serverede jeg som en let forret med sprød rugbrød til, og en Riesling fra Østrig der har lette mineralske noter, et perfekt match til en weekend forret.
Man kan sagtens tilberede tataren et par timer i forvejen, og anrette lige inden ens gæster ankommer.

Lammetatar med Stenbiderrogn
Ingredienser
- 120 g. lammefilet
- ½ - 1 tsk. god dijon sennep ikke for stærk
- 1 tsk. trøffelolie
- 1½ tsk. ketchup
- Et par dråber tabasco
- ¼ tsk. estragon
- ½ tsk. frisk hakket dild
- ¼ tsk. røget salt kan købes i flere supermarkeder
- Peber
- 4 – 6 tsk. stenbiderrogn
- 2 vagtelæg kan udelades
- Ærteskud
- Rød syre
Sådan gør du
- Skær lammefileten i meget tynde skiver som dernæst hakkes fint til en tatar.
- Rør den hakkede lammefilet sammen med sennepen, trøffelolien, ketchup, tabasco, estragon og dild. Smag til med røget salt og peber.
- Med en skarp kniv hakkes der ind i den øverste del af vagtelæggene, hvorefter det hældes ud i en lille skål.
- Varm en lille pande op til middelvarme.
- Kom lidt olie på panden.
- Steg vagtelæggene på panden, hvilket tager ca. 1 minuts tid.
- Placer lammetataren midt på tallerken.
- Kom stenbiderrognen ovenpå, og placer vagtel spejlæggene ved siden af.
- Pynt med ærteskud og rød syre.
Noter
Jeg er på et kursus blevet spurgt om, hvor man kan købe stenbiderrogn henne, såfremt der ikke findes en fiskehandler i den by man bor i? Man kan købe stenbiderrogn på glas i supermarkederne, men det er ikke det samme. Bedste alternativ er, at såfremt der en eller flere gange i ugen kommer en fiskebil til det lokale torv eller supermarked hiver man fat i fiskemanden, og laver en bestilling hos ham. Jeg oplever, at der er rigtig mange mindre byer, der får besøg af en fiskebil en gang i ugen. Man kan også snakke med den lokale købmand om de ikke kan få det hjem.
Prøv Også: Rødspætte, Asparges & Stenbiderrogn // Rensning af Stenbiderrogn // Lamme Culotte i Safran

Skær lammefilterne ud i meget tynde skiver, som dernæst hakkes til en tatar.

Rør lammetataren med forskellige krydderier og sennep.