og

Bao opskrift – hjemmelavede bao boller

af | Bagning, Forretter, Hovedretter, Opskrifter

Hjemmelavede bao boller med marineret and og grøntsager

Bao buns er bløde, dampede kinesiske boller, der foldes om et fyld efter eget valg. De er skønne og svampede med en let sødme. Til forskel fra bagte boller får dampede boller ingen sprød skorpe. Konsistensen minder lidt om et blødt pitabrød.

I denne bao opskrift laver jeg bao med and, et par andebryster marineret i en mørk, asiatisk marinade med masser af smag. Du kan lige så godt bruge kylling, pulled pork eller oksekød, og et vegetarisk fyld af sprøde grøntsager fungerer også rigtig godt. Det er netop dét, der gør bao så nemme. Fyldet kan varieres efter, hvad du har lyst til, eller hvad du lige har i køleskabet.

Bao kan spises som en lille forret eller som en mættende hovedret med rigeligt fyld.

Nem opskrift på bao

Dejen til bao brød er en ganske almindelig gærdej. Den har godt af at hæve natten over på køl, men kan også nå at hæve på et par timer et lunt sted. Efter hævningen rulles dejen ud i ovale, flade emner, som pensles med olie og foldes halvt over. Så efterhæver de, inden de dampes i en bambuskoger. De skæres altså ikke op, men foldes, så de nemt kan åbnes og fyldes bagefter.

Prøv også: Bánh Mì Vietnamesisk Sandwich // Asiatiske Kødboller

Bao opskrift – hjemmelavede bao boller

Bao

Dampede bao er skønne, bløde kinesiske boller med sprøde grøntsager og marineret and.
5 fra 1 stemme
Print Gem på Pinterest Bedøm
Ret: Opskrift, Bagværk, Forret, Hovedret
Køkken: Kinesisk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 20 minutter
Hævetid: 2 timer
Samlet tid: 2 timer 50 minutter
Antal: 4 personer
Opskrift af: Søren Willadsen

Ingredienser

Dej til Bao

  • 325 g. hvedemel
  • ½ tsk. bagepulver
  • 2½ dl. fingerlunt mælk
  • 10 g. gær
  • 2 tsk. sukker
  • 25 g. smør smeltet
  • 1 tsk. salt
  • Neutral olie

Marinerede Andebryster

  • 2 stk. andebryster
  • 3 spsk. hoisin sauce
  • 1 spsk. fiskesauce
  • 2 spsk. soyasauce
  • 2 spsk. riseddike
  • 1 spsk. mørk farin
  • 1 spsk. revet ingefær
  • 1 fed revet hvidløg
  • 1 tsk. Chilisauce
  • Peber

Tilbehør til Bao

  • Tyndt strimlede gulerødder.
  • Forårsløg skåret i tynde skiver.
  • Tyndt skåret rødt spidskål
  • Frisk koriander
  • Chili sauce
  • Soya sauce
  • Syltede rødløg

Sådan gør du

Dej til Bao

  • Bland mel og bagepulver sammen.
  • Opløs sukker og gær i den fingerlune mælk.
  • Tilsæt dernæst det smeltede smør og rør det sammen.
  • Hæld melet i lidt ad gangen. Når halvdelen er kommet i, tilsættes saltet og resten af melet.
  • Ælt det godt sammen. Når dejen er glat og smidig sættes den til hævning i minimum 2 timer et lunt sted, eller endnu bedre natten over på køl. Placer et viskestykke over skålen.
  • Del dejen i 8 – 10 lige store stykker som formes til kugler.
  • Disse rulles ud i ovale flade forme af ½ centimeter i tykkelsen.
  • Pensl den ene side med neutral olie, og fold dem halvt over. Læg dem på et stykke tilskåret bagepapir.
  • Lad bao bollerne efterhæve i 30 minutter med et klæde over.
  • Sæt en gryde eller pande med kogende vand over varmen. Den skal passe til bambuskogeren, uanset om den har et eller flere lag.
  • Placer 3 – 4 stk. bao i bambuskogeren, som sættes over gryden eller panden og lad dem dampe i omkring 15 – 20 minutter.

Marinerede Andebryster

  • Bland alle ingredienserne til marinaden sammen i en skål.
  • Rids skindet på andebrysterne, og læg dem i en frostpose med marinaden.
  • Lad andebrysterne marinere i mindst 2 – 3 timer men helst natten over.
  • Tag andebrysterne ud af posen og placer dem i et ildfast fad og hæld den resterende marinade over.
  • Steg dem i ovnen ved 180 grader i 25 minutter.
  • Skær andebrysterne i tynde skiver.

Tilbehør til Bao

  • Åbn de dampede bao, og fyld dem med grøntsager og det stegte andekød.
  • Hæld lidt sauce over og pynt med masser af frisk koriander.

Noter

Dejen bliver bedre af at hæve natten over, men kan som jeg skriver i opskriften også hæve i 2 timer.
 
Har du prøvet opskriften?Nævn @gastromad og Tag #gastromad!

Bao fyld – idéer til fyld i bao buns

Bao fyld kan varieres efter, hvad du har i køleskabet. Her har jeg brugt andebryster i en mørk, kinesiskinspireret marinade. Du kan også lave bao med pulled pork af nakkekam i samme marinade eller bao med kylling. Det nemme ved dem er, at rester af oksekød, kylling eller bare grøntsager også kan komme i bollerne.

Ud over grøntsager og kød smager de rigtig godt med syltede ingredienser som disse syltede Syltede Rødløg eller Vietnamesisk Pickles. Chilisauce eller chilimayo er også godt i.

Andre asiatiske opskrifter: Thailandsk karry med rejer // Forårsruller af Rispapir

Dampede bao buns er skønne til ægte familiehygge. Bollerne stilles på bordet sammen med grøntsagerne og de andre ingredienser. Så kan hver især fylde sin bao med lige det, man helst vil have.

De dampede bao boller kan holde sig til næste dag og kan godt varmes op igen. De mister lidt af deres blødhed og luftighed, når de gemmes. Personligt synes jeg ikke, at det gør noget, hvis der er nogen tilovers.

Sådan folder du bao

Nedenstående kan du se i billeder hvordan bollerne laves.

Baodej rullet ud i ovale emner

Rul dejen ud i ovale emner.

Bao emner penslet med olie på bagepapir

Placer dem på noget tilskåret bagepapir, hvor den øverste halvdel pensles med olie.

Foldet bao klar til dampning

Fold den anden halvdel ind over, inden de efterhæves og dampes.

Spørgsmål om bao

Hvad er bao?

Bao er bløde, dampede boller fra det kinesiske køkken. De kaldes også bao buns eller bao boller og foldes om et fyld efter eget valg.

Hvad er bao lavet af?

Dejen er en almindelig gærdej af hvedemel, mælk, gær, sukker, smør, salt og lidt bagepulver. Bollerne dampes i stedet for at bages, så de bliver bløde uden skorpe.

Hvor kommer bao fra?

Bao kommer fra Kina. Den foldede udgave hedder gua bao og er især populær som street food i Taiwan.

Hvordan laver man bao?

Dejen hæver, rulles ud i ovale emner, pensles med olie og foldes halvt over. Efter 30 minutters efterhævning dampes bollerne i 15–20 minutter i en bambuskoger.½

Hvad kan man fylde i bao?

Jeg bruger marineret and, men kylling, pulled pork, rester af oksekød eller bare grøntsager virker også.

Hvad er godt tilbehør til bao?

Tynde strimler af gulerod, forårsløg og rødt spidskål, frisk koriander, syltede rødløg og chilisauce.

Bao buns fyldt med and, forårsløg og koriander

Bao boller kan serveres med mange slags fyld.

Bao opskrift – hjemmelavede bao boller

Andre vildt gode opskrifter

Hvad synes du om denne opskrift?

5 Kommentarer

  1. Thomas Korgaard

    Forholdet af væde til mel (2,5DL til 225g) virketør helt ved siden af? På andre sider skrives der ca dobbelt mængde mel. Står med en flydende dej aktuelt.

    Svar
    • Søren Willadsen

      Hej Thomas
      Jeg kan se at jeg har skrevet forkert i opskriften. Der skulle have stået 325 g.
      Det beklager jeg nu du står med en våd dej 😌.
      Bedste hilsner
      Søren

      Svar
      • Rikke Wolf

        Hej, jeg har en risdamper fra Ikea med flere lag. Jeg vil høre, om man kan dampe i flere lag, eller om de bliver bedst, hvis man kun damper i et enkelt lag ad gangen? Mvh

        Svar
        • Søren Willadsen

          Hej Rikke
          Jeg damper selv i to lag, hvor de bliver super gode. Så det kan du godt :-).
          Rigtig godt nytår
          Søren

          Svar
  2. jens

    5 stars
    En meget god opskrift

    Svar
5 from 1 vote

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Gastromad logo dansk madblog

NYHEDSBREV

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få direkte besked i din mail når der er nye inspirerende ting på Gastromad.


Ved tilmelding modtager du en mail du skal bekræfte.

Du er blevet tilmeldt mit nyhedsbrev!