Grillet Dorade
Dorade er en meget delikat og lækker fisk, der i Sydeuropa betragtes som en delikatesse. Det forstår jeg udmærket godt, efter jeg for første gang fik købt et par ved en af de lokale fiskepushere.
Doradens smag overraskede virkelig meget, da dens kød af magert. Den havde en meget genkendelig smag af grillet makrel, og kødet var meget saftigt og mørt.
Absolut ikke sidste gang jeg skal prøve, at tilberede et par dorader.
Doraden bliver i dag opdrættet i havbrug i flere lande som f.eks. Frankrig og Italien, hvilket kan være et minus. Havbrug er ikke altid det mest miljøvenlige for andre fisk, hvilket jeg havde med i tankerne, da jeg købte dem. Selv om de smagte fantastisk godt, og jeg vil prøve dem igen, er det ikke en opdrættet fisk jeg vil købe så ofte. Ikke engang pga. prisen til 30 kr. stykket.
Lidt af et dilemma, når jeg elsker fisk, og ikke er millionær.
Doraderne fik et par snit, fyldt med bronzefennikel, dild og citronskiver. Grillet og serveret med et par fyldte runde squash.
Utrolig nemt på en fredag aften i august.

Grillet Dorade
Ingredienser
- 2 hele dorader
- ½ økologisk citron
- 1 bundt dild
- 1 bundt bronzefennikel kan udelades, da det kan være vanskelig, at skaffe
- Salt og peber
Udstyr
Sådan gør du
- Rens doraderne indvendig i rindende vand for evt. blodrester.
- Med en kniv skrabes resterne af skællerne af doraderne.
- Skyl dem og tør dem dernæst grundigt.
- Salt dem ind- og udvendig.
- Skær 3 lommer i skindet på hver side af doraden.
- Kom så meget dild og bronzefennikel i lommen.
- Skær citronen i meget tynde skiver, som halveres og kommes i lommen.
- Smør doraderne med neutral olie. Smør ligeledes grillristen.
- Grill dem direkte (over kullene eller brænderen) i ca. 1 – 2 minutter på hver side.
- Læg dem dernæst indirekte (ikke over kullene eller brænderen) i ca. 5 minutter.
- Med en kødnål tjekkes de om de er klar. Stik en kødnål ned i kødet, og læg den dernæst på læben. Er kødnålen varm er de færdige. Er den til gengæld brændende varm har de fået rigeligt.
- Server evt. med fyldte squash.
Noter