Syltede Grønne Tomater
Mit minidrivhus har i år givet afsindig mange tomater, og er helt indtil midt oktober fortsat med, at sætte små grønne, der nu er plukket og omdannet til små lækre syltede grønne tomater, der med deres let sød og syrlige smag passer og smager utrolig godt til mange forskellige retter.
Jeg kan huske som barn, at vi fik dem til meget traditionelle retter som spidsbryst, oksekød med sur sød sovs, svinekødsretter og mange flere.
Opskriften på disse lækre syltede grønne tomater er en anelse anderledes end de traditionelle, da jeg har valgt at tilsætte flere krydderier og løg til dem. Opskriften er stadig utrolig nem og ligetil, at følge og man kan selv lege med andre krydderier.
Jeg er vild med, at styre smagen i de ting jeg sylter. Det kan selvfølgelig nogle gange også overraske, hvis jeg har brugt en chili eller peber, som gør f.eks. drueagurker noget stærkere end det jeg først havde i tankerne.
Meget ofte når man bruger chili i sylteting skal man være forsigtig, da styrken først kommer efter noget tid.

Syltede grønne tomater
Ingredienser
- 500 g. små umodne grønne tomater
- 1½ dl. lagereddike
- 1½ dl. vand
- 175 g. rørsukker eller almindeligt sukker
- ½ vaniljestang
- 9 stk. hel peber
- 6 stk. hele grønne kardemomme
- 1 laurbærblad
- 1 mindre dusk dildfrø
- 1 skalotteløg
- 1 fed hvidløg
- Lidt salt
Sådan gør du
- Vask tomaterne og prik dem over det hele med en spids kødnål eller gaffel.
- Kog eddike, vand, salt og rørsukker op indtil sukkeret er opløst.
- Placer tomaterne i lagen og lad dem småsimre ved lav varme i ca. 6 – 8 minutter.
- Vask et sylteglas der passer til mængden og skyl det enten i atamon eller vodka for, at tomaterne ikke mugner.
- Læg tomaterne i glasset sammen med krydderier og løg.
- Hæld dernæst så meget lage i som muligt.
- Sæt et låg på glasset, som placeres et køligt sted, hvor de skal stå i mindste 2 uger før de er klar til, at blive spist.
Noter
Selv om vi nu er lidt senere henne på sæsonen for grønne tomater kan det for nogle af måske lykkes, at fremskaffe grønne tomater.
Syltede grønne tomater passer perfekt til: Gammeldags Oksesteg // Braiseret Lammeskank // Fiske Frikadeller