Østers er en af de skaldyr der smager utrolig godt, når man først har vænnet sig til dem. Især østers naturel smager fantastisk godt af både umami, let saltvand og tang, som også deler vandene ret meget. En del bryder sig ikke om dem i rå tilstand, men vil hellere have dem tilberedt enten på grillen eller gratineret i egen skal.
Jeg har med tiden tillært mig, at elske disse fantastiske østers i deres helt naturlige pragt. Det har også taget tid, og over årene har jeg smagt mange forskellige østers naturel fra både New York området, Stillehavskysten, Limfjorden, Vadehavet og Frankrig. De har alle hver deres unikke smag, hvilket man ofte ikke forestiller sig.
Nogle af de bedste østers naturel jeg med tiden har smagt er fra New York og Frankrig, hvor smagen var utrolig unik og med masser af umami smag. Dette gør at østers er endnu mere spændende at dykke ned i.
Østers i danske farvande
Skaldyr som østers får mere og mere omtale, da de findes i et stort antal i Vadehavet og langsomt er ved at vinde indpas i Limfjorden.
Den østerstype man finder ved Vadehavet er Stillehavsøsters, som er en invasiv art der desværre bevidst blev indført til Danmark først til Limfjorden og Issefjorden. Man troede på det tidspunkt ikke, at de ville formere sig i vores kolde farvande. Vi må desværre erkende, at østers formere sig med stor hast og ved Vadehavet virker det til, at de fortrænger blåmuslingerne. I Limfjorden er man nervøs for, at de fortrænger vores egen østers art der bruger længere til på, at formere sig.
Eftersom jeg bor op og ned af vadehavet har jeg flere gange selv gået ud for at samle østers.
Når man gør dette skal man være obs på både højvande og lavvande. Derudover kan østers indeholde bakterier der kan gør en syg. Bakterierne kan slås ihjel ved at opvarme dem.
Flere steder langs den jyske vestkyst kan man i efterårsmånederne og vintermånederne tage på guidede østersture, hvilket er en god ide som nybegynder.
Sådan åbner man østers?
Man bruger en østerskniv og et viskestykke som redskaber.
Placer østersen på halvdelen af viskestykket med den flade side nedad. Læg den anden halvdel af viskestykket halvvejs over østersen så man kan holde godt fast om den, og uden at man skader sin hånd.
Stik østerskniven ind bagerst i østersen hvor skallerne er tykkest. Stik den langt ind og vrik den dernæst frem og tilbage indtil skallerne løsner sig. Dernæst kan man trække kniven frem og tilbage, så lukkemusklen skæres over og den øverste skal tages af.
Lugt til østersen som skal lugte af frisk havvand. Gør den ikke det skal den kasseres.
Hæld vandet fra og løsn østersen fra skallen.
Andre spændende østers opskrifter: Gratinerede østers med spinat // Østers med Yuzu og Caviar
Østers Natural
Ingredienser
Østers Natural med citronsaft
- 12 østers
- 6 Citronbåde
Østers Natural med tabasco
- 12 østers
- 1 Flaske Tabasco
- Evt. citronbåde
Østers Natural med Mignonette dressing
- 12 østers
- 6 Citronbåde
- ½ dl. rød- eller hvidvinseddike
- 1 fint hakket skalotteløg
- frisk kværnet peber
Østers Natural med peberrod
- 12 østers
- 1/3 dl. hvidvinseddike eller riseddike
- 1 spsk. revet peberrod
- 1 fint hakket skalotteløg
Udstyr
- Viskestykke
Sådan gør du
Østers Natural med citronsaft
- Dryp et par dråber citronsaft over østersen.
- Når der tilsættes en anelse citronsaft til en frisk østers fjernes en anelse af havsmagen, og kan for en nybegynder være en måde, at lære at nyde en østers på.
Østers Natural med tabasco
- Hæld de ønskede mængde dråber på østersen. Jo mere jo stærkere.
- Når der tilsættes en anelse stærk tabasco sauce til en frisk østers fjernes en anelse af havsmagen, og kan ligeledes for en nybegynder være en måde, at nyde en østers på.
- Man kan også kombinere citronsaft og tabasco med hinanden.
Østers Natural med Mignonette dressing
- Fjern skallen fra skalotteløget.
- Skær det i små fine tern.
- Hæld vineddiken op i en skål sammen med skalotteløget, og kværn lidt peber over.
- Hæld en lille tsk. mignonette dressing over østersen inden den spises.
- Mignonette dressing er en traditionel dressing til østers, som har det syrlige fra vineddiken og det sprøde fra løget, som passer rigtig godt til en rå østers.
Østers Natural med peberrod
- Fjern skallen fra skalotteløget.
- Skær det i små fine tern.
- Hæld vineddiken op i en skål sammen med skalotteløget og peberroden, og kværn lidt peber over.
- Hæld en lille tsk. peberrods dressing over østersen inden den spises.
- Peberrodsdressingen giver et lille men behageligt spark til østersen og passer godt sammen med syren fra vineddiken og det sprøde fra løget.
Noter
Hvordan spiser man østers?
De kan spises dem som de er, men man kan også dryppe lidt citron over dem. Ønsker man at skjule den naturlige østers smag kan man desuden dryppe et par dråber tabasco over, eller lave en vinaigrette som hældes over.
Drik eventuelt lidt af det friske vand fra østersen, hvorefter østersen hældes i munden fra skallen.
For den bedste østers oplevelse er det en rigtig god ide, at tykke østersen for, at smage kombinationen af saltvand og østersens umami smag.
En østers har forskellige smage efter, hvor den er fra, hvor gammel den er og hvordan den er opdrættet.
Nedenunder finder du fire forskellige måder at serverer østers naturel på.
Server de friske østers med champagne eller en god kold hvidvin til.
Opskrifter og fotos har jeg lavet til Sydvestjyske Smagsoplevelsers hæfte Østers i Vadehavet.
Som så mange gange før har jeg stået i supermarkedet og kigget på østers i “pakker” på køl, hvor sikre er de at spise, ja jeg ved godt at de skal dufte af vinden fra hav, men er det en oplevelse at spise dem??? og hvilke er de bedste?
godt nytår Britta
Hej Britta
Jeg har flere gange købt “pakkerne” fra supermarkederne, som primært kommer fra Frankrig. De er ganske fine og smager godt, uden at være for voldsomme.
Flere af Sallinggruppen har f.eks. Løgismose Østers, hvilket jeg personligt godt kan lide.
Jeg vil derfor gå efter Franske, hvis du ikke kan finde danske østers fra Limfjorden, som er virkelig gode.
Rigtig godt nytår
Søren