Kanin i sennep
Kanin er en meget lækker spise, da kødet er utrolig mørt og smager måske lidt som kylling, men alligevel ikke, og så smager det heller ikke som vildt. Det er første gang jeg selv tilbereder kanin, men har både her hjemme og i udlandet fået kanin.

Kanin i Sennep
Ingredienser
Kanin i Sennep
- 1 kanin ca. 1½ - 2 kg
- 100 g god bacon i et stykke
- 250 g champignon
- 4 skalotteløg
- 4 fed hvidløg
- 2 dl. hvidvin
- 1 - 2 dl dijonsennep
- 1/4 L piskefløde
- 2½ dl hønse- eller grøntsagsfond
- Krydderbuket af persillestilke laurbærblad, timian
Portvinsotto
- 3 dl. Perlebyg
- 6 dl. Kalvefond
- 1½ dl. portvin
- Smør
Sådan gør du
Kanin i Sennep
- Parter kaninen ved, at skære benene fra og dele dem ved ledene. Skær dernæst brystkødet fra, ligesom ved en kylling, og del det i to til tre stykker. Du kan også få din slagter til at partere den. Brug evt. skroget til, at koge fond på.
- Smør kaninstykkerne godt ind i sennep og stil dem i køleskabet et par timer. En time inden tilberedning tages kaninstykkerne ud af køleskabet.
- Rens og skær champignonerne i kvarte.
- Fjern skallen fra skalotteløgene og del dem i kvarte.
- Hvidløgsfeddene skæres i små tern.
- Skær baconen i tern, og svits dem i en tykbundet gryde til de får lidt farve, hvorefter kaninstykkerne brunes med.
- Når de har fået lidt farve kommes champignoner, løg og hvidløg ved i et par minutter. Hæld dernæst hvidvinen ved og lad alkoholen fordampe, hvorefter fonden hældes i sammen med krydderbuketten. Lad det hele simre i 30 minutter.
- Fisk ingredienserne op af gryden undtagen saucen.
- Tilsæt piskefløden og smag til med salt, peber og evt. ekstra dijonsennep og lidt citronsaft. Kom de øvrige ingredienser tilbage i gryden.
Portvinsotto
- Kog perlebyggen i kalvefonden i ca. 25 – 30 minutter indtil de er al dente. Tilberedte med lidt bid. Tag låget af gryden og skru lidt op for varmen til medium. Smag til med salt og peber.
- Tilsæt ½ – 1 dl. portvin, lad det fordampe og tilsæt en god klat smør.
- I stedet for portvin og kalvefond kan vand, hønsefond
eller øl bruges.
Kanin servere vi ikke så meget af i Danmark, selv om det under krigen var almindelig i flere hjem, at holde kaniner. Ja, det avler som kaniner, så det var en nem måde, at skaffe kød til familien. Men sikke en skam vi ikke spiser det mere for kødet er både ekstremt mager og utrolig smagfuldt. De fleste kaniner man kan købe herhjemme er opdrættede og ikke vilde, selv om vi har hobetal af vilde kaniner flere steder i Danmark. For et par år tilbage fik jeg kanin på Malta. Retten smagte godt, men de havde parteret den med en kødøkse, så der gik rigtig meget tid med, at pille de små ben fra. Det er altid en god ide, at partere en kanin som a la kylling, så går det ikke helt galt.
Denne ret er en af de typiske franske kanin retter, hvor dijonsennep og hvidvin spiller vigtige roller i retten. Retten kan jeg helt klart anbefale, da den smager himmelsk. Jeg serverede kaninen til en portvinotto (perlespelt på portvin).
Stil gryden midt på bordet sammen med en skål portvinsotto og groft brød til.