Hvordan er det nu lige man tilbereder den perfekte lammekølle på omkring en time, som er mør?
Det er ikke særligt svært, da kernetemperaturen på kødet skal være 56 grader for rød og 62 grader for rosa, og hvor den hviler 10 minutter inden den skæres ud.
Jeg er helt vild med lammekød, og i alle mulige tilberedninger fra lammet. En af måderne, der er meget traditionelt herhjemme er ovnstegt lammekøllen, som godt kan drille lidt, hvis man giver den for lang tid, eller lader den hvile dækket af sølvpapir.
Jeg har i denne opskrift marineret lammekøllen med en marinade, hvor jeg har brugt citron og appelsinsaft og lidt safran hvilket giver lammekøllen en skøn og aromatisk smag. Har man nu ikke safran kan det undværes. Men jeg synes, at man bør anvende det en anden god gang.
Hvilke tilbehør passer til en ovnstegt lammekølle? Det kan være en frisk og lækker Tomatsalat og eventuelt Tzatziki som du kan finde her på bloggen. Det kan også være Hasselback Kartofler eller Græske Kartofler.
Ovnstegt Lammekølle
Ingredienser
- 1 1,2 kg lammekølle
- 1 spsk. frisk hakket rosmarin
- 2 fed hvidløg
- Saften fra 1 citron
- Saften fra ½ appelsin
- 1 nip safran
- ½ – 1 dl. olivenolie
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tag lammekøllen ud af køleskabet mindst en time før tilberedning for, at den får stuetemperatur.
- Hak rosmarinen fint, og gør det samme med hvidløgsfedene.
- Bland rosmarin, hvidløg, citronsaft, appelsinsaft, safran og ½ dl. olivenolie til en marinade. Tilsæt evt. mere olivenolie såfremt marinaden bliver for tør.
- Rids lammekøllen på fedtlaget, og masser marinaden godt ind i kødet.
- Drys lammekøllen med salt.
- Bag lammekøllen i ovnen ved 180 grader, uden varmluft i ca. 60 – 70 minutter indtil den har en kernetemperatur på 62 grader for rosa. Vejer lammekøllen mere end 1,2 kg. skal den have længere tid, hvilket man bør beregne. Er vægten på 2 kg skal den have ca. 100 – 120 minutter.
- Lad køllen hvile med bagepapir og et klæde over i 10 minutter inden den skæres ud i skiver.
Noter
Tips til den perfekte ovnstegte lammekølle
Som jeg skriver foroven må man endelig ikke pakke en færdig tilberedt lammekølle ind i stanniol, når den skal hvile. Grunden er at den steger videre i stanniolen, da dette holder på varmen. Placer et stykke bagepapir over og dernæst et viskestykke for at holde den varm. Når man lader den hvile trækker safterne sig tilbage i kødet.
Et andet trick er at bruge et stegetermometer for at måle kødets kernetemperatur. Jeg bruger det altid og uanset hvilket slags kød det er.
I en stor dansk kølle som denne er der mad nok til mindst 6 personer, og sammen med det andet tilbehør vil alle blive mætte.
En lammekølle bør være rosa eller rød, da en gennemstegt mister både den lækre smag og konsistens.
Safran marinaden som lammekøllen marineres i.
Sørg for at massere marinaden godt ind i lammekøllen, og lad den eventuelt marinere til næste dag.
Når lammekøllen er færdigstegt i ovnen, tages den ud og hviler omkring 10 minutter inden den skæres ud i skiver.
0 kommentarer