Her får du en nem opskrift på hjemmebagt surdejsbrød.
Surdejsbrød behøves ikke at være svært selv at bage. Brødet smager utrolig lækkert da selve surdejen giver det en dejlig syrlig smag. Surdejsbrødets krumme bliver saftig og med en sprød skorpe.
Jeg har forsøgt at komme frem til en bageopskrift på surdejsbrød alle kan være med til. Du kan både bruge en smule gær sammen med surdejen eller udelukkende surdej.
Når man bager et surdejsbrød kræver det egentlig kun to vigtige ting. Surdej og to dage. Jeg bruger ikke metoden med at forme dejen på en speciel måde, da jeg ikke synes det er nødvendigt. Dejen former sig selv de sidste to timer den hviler, inden bagningen.
Opskrift på Surdejsbrød
I denne opskrift på hjemmebagt surdejsbrød bruger jeg en melblanding af 2/3 del ølandshvedemel og 1/3 del hvedemel. Ølandsmel giver efter min erfaring brødet en kraftigere og mere rustik krumme. Du kan godt udelade ølandsmelet og komme 50 – 100 g. rugmel i. Dejen har en høj fugtighedsprocent på 79%.
Husk at lave en rørt surdej dagen inden du begynder at bage brødet. Du kan lige herunder se linket til, hvordan du laver din egen surdejs kultur og selve surdejen.
I mange af mine bageopskrifter bruger jeg flagesalt i dejen. Personligt oplever jeg at denne from for salt hiver en bedre smag.
Læs også om: Surdej // Ølandsbrød // Rugbrød med Surdej og Kerner
Nedenunder kan du se en video hvor jeg fortæller om surdejsbrød.
Surdejsbrød
Ingredienser
- ½ l. vand
- 10 g. gær kan udelades
- 2 dl. surdej
- 200 g. hvedemel
- 400 ølandsmel
- 1½ spsk. flagesalt eller 1 spsk. almindeligt salt
- Olie til at smøre beholder med
Sådan gør du
Dag 1
- Hæld vand i en skål eller røremaskine, og dernæst gær og surdej.
- Rør det sammen inden melet røres i og dernæst salt. Dejen røres sammen så mel og salt er rørt godt ind i hinanden.
- Bruges en røremaskine lad den køre i 10 minutter ved middelhøj hastighed.
- Kom dejen i en smurt beholder eller smurt skål.
- Lad dejen hvile i 2 timer, hvor den foldes to gange i timen.
- Fugt hænderne, og løft dejen som er længst fra dig ind mod dig selv som foldes over resten af dejen.
- Vend skålen og gør det samme.
- Nu foldes dejen fra venstre mod højre og højre mod venstre.
- Dette gøres hver halve time i de to timer dejen hviler sig.
- Kom et låg eller folie over beholderen eller skålen som stilles et køligt sted til næste dag, hvor den er hævet til omkring dobbelt størrelse.
Dag 2
- Drys en hævekurv med mel, hvori dejen hældes i, og overfladen drysses med mel.
- Kom et viskestykke over, og lad dejen og efterhæve i 2 timer.
- Opvarm en ovn til 240 grader med over -og undervarme med en bradepande i bunden og rist i midten.
- Placer en pande eller gryde i, eventuelt med bagepapir på, på risten.
- Vip dejen over på panden eller gryden som sættes ind i ovnen.
- Hæld 1 dl. vand i bradepanden.
- Skru ned for varmen til 200 grader i 25 minutter.
- Herefter sættes ovnen på varmluft og 240 grader i 25 minutter.
- Tag brødet ud af ovnen, og lad det køle af på en rist, så der er luft under.
Sådan bager du et surdejsbrød
Jeg bruger enten en pande eller støbejernsgryde som dejen vippes i når det bages. Det får ekstra varme fra den opvarmede pande eller gryde. Desuden beholder surdejsbrødet sin runde form. I en gryde kan du de første 20 minutter lægge låg på gryden, som sikrer fugtigheden i brødet.
Husk altid at køle surdejsbrødene af på en rist så de for luft hele vejen rundt om sig. Brødene kan ellers blive fugtige i bunden.
Disse surdejsbrød kan serveres både til morgenmad, frokost og til madpakken. De er ligeledes super lækre som madbrød.
Hvis jeg bager et stort brød, skærer jeg det i forholdsvis tynde skiver som fryses i en frysepose. Når vi skal have noget af brødet kan vi nemt med en kniv skille skiverne fra hinanden. Enten lader vi dem tø eller rister skriverne. Begge dele er lige gode.
På den måde går intet brød til spilde.
Sådan foldes dejen
Du kan herunder se hvordan man folder dejen så du får det perfekte surdejsbrød. Jeg har min dej i en større plastikbeholder, hvor jeg starter fra venstre side og tager fat i dejen, og folder det indover resten af dejen. Dette gøres 4 gange i løbet af den første hævetid på 2 timer. Dernæst stilles dejen på køl til næste dag.
Husk at væde dine hænder for at dejen ikke klæber sig fast.
Når du først har prøvet det et par gange med at folde surdejen ind over hinanden bliver det meget nemmere.
Når dejen til surdejsbrødet har stået på køl til næste dag er det hævet til næsten dobbelt størrelse og med masser af luft.
Formen på brødet er rundt og får nogle flotte store skiver.
0 kommentarer