Lammekrone med crust
Lammekroner er en af de lækreste retter man kan forkæle sig selv med, især når lammet kommer fra Vestjylland og perfekt tilberedt som her.
En lækker lammekrone med en crust af urter af ramsløg og rosmarin sammen med sennep og vesterhavsost på toppen gør lammet bare endnu mere lækkert. Jeg har i denne opskrift tilberedt lammekronen med nye grønne og hvide asparges og en ramsløgsurtemos bestående af lidt kartofler, knoldselleri og gulerødder. Lammekronen kan både tilberedes i ovnen eller på grillen. Temperatur og tilberedningstid er den samme.

Lammekrone med crust
En lækker lammekrone med en crust af urter af ramsløg og rosmarin sammen med sennep og vesterhavsost på toppen gør lammet bare endnu mere lækkert.
Udskriv
Pin
BedømRet: Opskrift, Lam, Hovedret, Grøntsager
Køkken: Dansk
Forb. tid: 45 minutter
Tilb. tid: 25 minutter
Samlet tid: 1 time 10 minutter
Antal: 2
Ingredienser
Lammekrone:
- Lammekrone
- 5 friske ramsløgsblade eller 2 stk. fed hvidløg
- 1 spsk. fint hakket frisk rosmarin potter med ramsløg eller friske blade kan købes i større supermarkeder fra marts til ca. maj
- 1 spsk. daggammelt brød eller rasp
- 2 spsk. revet Vesterhavsost el.lign. saltet ost
- 1 - 2 spsk. dijonsennep
- ½ - 1 spsk. honning
- Salt og peber
Ramsløgsmos:
- ½ knoldselleri
- 200 g. kartofler
- 100 g. gulerødder
- 10 - 15 ramsløgsblade
- Ramsløgsolie kan udelades
- Smør
- Fløde
- Salt og peber
Asparges:
- 1 bundt grønne asparges
- 1 bundt hvide asparges
- 1 spsk. smør
- Salt
Sådan gør du
Lammekrone:
- Først renses ribbene for kød ved, at skære kødet af der sidder mellem benene. Rens dernæst ribbenene så godt som muligt for kødrester. Husk, at ribbenene både er meget dekorative og bruges til, at holde på, når kronerne spises.
- Hak ramsløgsbladene og den friske rosmarin. Bland det sammen med det daggamle brød eller raspen. Rør dijonsennep og honning sammen, og smag til med salt og peber. Riv Vesterhavsosten.
- Lammekronen ridses let og drysses med salt. Brun den på grillen eller på en pande på begge sider til den får farve. Smør dernæst sennepsblandingen ud på lammekronen, hvorefter crusten dryssen over og til sidst den revet Vesterhavsost. Placer lammekronen på grillen eller stil den i ovnen ved 200 grader, hvor den grilles/bages i ca. 20 minutter eller indtil dens kernetemperatur er 56 grader for rød og 63 for rosa.
- Lad den dernæst hvile i 10 minutter, hvorefter den skæres ud i stykker, hvor der på hver sidder to ben.
Ramsløgsmos:
- Skræl kartofler, knoldselleri og gulerødder. Skær dem i mindre stykker og kog dem i en gryde med vand. Når de er møre hældes vandet fra og moses vha. en kartoffelmoser eller elpisker.
- Tilsæt en god klat smør, hvorefter de moses lidt mere. Hæld lidt fløde, eller mælk ved og rør mosen godt. Hak ramsløgsbladende fint og kom dem i mosen.
- Har du ramsløgsolie kommes ca. ½ dl. i mosen. Smag den til med salt og peber.
Asparges:
- Knæk bunden af de grønne aspargeser. De hvide skrælles fra toppen og ned mod bunden, hvorefter bunden skæres af. Damp både de grønne og hvide i en gryde vand med smør og salt i 3 minutter.
- Drys dem inden servering med ramsløgssalt.
Noter
Lammekronen er noget af det ypperste på lammet.
Har du prøvet en af opskrifterne?Mention @gastromad or tag #gastromad!
Du kan evt. udelade de hvide asparges og i stedet bruge skorzonnerødder.
Super lækker og flot anretning – godt håndværk 🙂 /Erland
Hej Erland
Takker mange gange og stort tillykke med artiklen i dagen BT.dk.
/Søren
Hej Søren. Skal lave denne ret næste weekend til 14 personer – men det brune – er det mon noget sovs ? det fremgår nemlig ikke af opskriften 🙂 Hilsen hjemmekokken
Hej Susanne
Jeg med skam indrømme, at det er en sauce. Jeg havde den fra en anden lammeopskrift med lammekølle :-).
MEN, hvis du tjekker denne anden opskrift på lammekrone har jeg skrevet opskriften på en utrolig lækker lammesauce: https://gastromad.dk/hoeroeget-lammekrone-og-aertecreme/
Eller du kan følge nedenstående metode, som dog er lidt mere vanskelig da en lammmekrone ikke skal have særlig lang tid:
Ingredienser til sauce:
1 gulerod i små tern
1/4 knoldselleri i små tern
1 persillerod i små tern
1 skrællet løg i små tern
4 fed hvidløg i tern
1 hel stout eller porter øl
1 dl. vand
Timiankviste
Placer lammekronen på en rist og et ovnfad under, hvor i alle ovenstående ingredienser kommes i.
Når lammekronen er næsten færdig, hældes væde og ingredienser (pånær timiankviste ) i en gryde, hvor de blendes med en stavblender til en grov lammesauce. Smages til med salt og peber.
En helt tredje metode som jeg for nylig brugte, hvor jeg selv rensede benene på en lammekrone for det kød, der sidder mellem benene. Alt det kød, kogte jeg sammen med rosmarin- og timiankviste med en hel kraftig mørk stoutøl, hvor der også var et løg, 2 fed hvidløg og 1 gulerod i tern. Jeg siede saucen og monterede (kom 150 g. smørklatter i) den med smør og smagte til med honning, salt og peber.
Håber du kan bruge noget af det, og god fornøjelse med opskriften :-).
Bedste hilsner
Søren