Millionbøf med kartoffelmos er en ægte klassisk dansk opskrift som smager fantastisk og er et stort hit selv med pasta til.
Denne 80´er ret er stadig meget populær i mange familier, især dem med børn. Millionbøf er så dejlig nem at lave, og kan varieres på flere måder. Jeg har lavet min rimelig traditionel, men den kan nemt udvides med flere grøntsager end dem jeg har kommet i. Desuden kan en millionbøf gøres luksus med cocktailpølser i, som da jeg var barn.
En gryderet som millionbøf med kartoffelmos er super lækker til flere dage. Smagen bliver som i mange andre gryderetter kun bedre når den får lov at stå til næste dag. Navnet million passer jo så godt til de “millioner” af små stegte bøffer. Navneforfatteren til millionbøf har haft en god humor.
Millionbøf opskrift
Min version af millionbøf med kartoffelmos er som sagt ret klassisk, dog med et par twists som du kan følge eller undlade. Hovedingrediensen er selvfølgelig oksefars, grøntsager, oksefond og saucer. Når retten laves er det vigtigt, at man virkelig steger kødet i længere tid indtil der intet væde eller fedt er tilbage. På den måde opnår man den helt rigtige smag i sin millionbøf. Ofte når oksefars steges begynder det af koge, da det afgiver væde og fedtstoffer. Når det sker skal man blive med at stege oksefarsen indtil al væde er kogt eller stegt væk.
Som sagt bruger jeg oksefond for smagsgiver og desuden worcestershire sauce eller engelsksovs som det også hedder og HP-sovs. HP-sovs i millionbøf er utraditionel, men jeg synes personligt at det giver noget smag til retten. Du kan selvfølgelig udelade det. Derudover tilsætter jeg fløde i millionbøffen for at runde den af. Igen kan det udelades.
Hvis du har tiden til det kan jeg kun anbefale at du lader retten småsimre i et par timer, da det virkelig gør noget ved smagen.
Prøv: Shepherd´s Pie // Bolognese
Millionbøf med kartoffelmos
Ingredienser
Millionbøf
- 500 g. oksekød
- 2 stk. løg
- 3 stk. gulerødder
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk. tomatpuré
- 5 – 7 dl. oksefond
- 4 spsk. worcestershire / engelsksauce
- 1 spsk. HP-sovs
- 1 dl. fløde
- Kulør
- 2 spsk. maizena
- 1 – 3 spsk. vand
- Olie til stegning
- Salt og peber
Kartoffelmos / Urtemos
- ½ – 1 kg. kartofler
- 0 – 500 g. urter af knoldselleri persillerod, gulerødder og lignende
- 50 g. smør
- Salt og peber
Tilbehør
- Bagte rødbeder
Udstyr
Sådan gør du
Millionbøf
- Tag kødet ud af køleskabet 30 – 60 minutter inden det tilberedes.
- Opvarm en større gryde ved høj varme, og kom lidt olie i.
- Steg oksefarsen ved at komme det i gryden røre kort rundt i det og dernæst lade det stege.
- Når det syder godt og der ikke er særlig meget væde røres der rundt i farsen og igen lader det stege videre. Bliv ved med det indtil der nærmest ikke er mere væde. Det gør ikke noget at det sætter sig lidt i bunden af gryden.
- I mellemtiden hakkes løg og hvidløg i tern.
- Skræl og skær gulerødderne i tern.
- Skru ned for varmen og tilsæt grøntsager når kødet er klar. Lad dem stege med uden de får farve i omkring 5 minutter.
- Tilsæt tomatpuré og rør godt rundt i gryden, som steger med i nogle minutter.
- Hæld oksefond, worcestershire sauce og HP-sauce i samt fløde.
- Tilsæt kulør indtil millionbøffen har en dejlig mørk farve.
- Smag til med salt og peber.
- Ønsker du en tykkere konsistens lav en jævning af maizena og vand.
Kartoffelmos / Urtemos
- Skræl kartoflerne og eventuelt urterne som skæres i mindre stykker.
- Kog det i usaltet vand i omkring 25 minutter indtil de er helt møre.
- Hæld vandet fra og damp dem dernæst.
- Kom smørret i gryden og mos kartofler og urter med en kartoffelmoser eller piskeris.
- Smag til med salt og peber.
Tips til opskriften
- Kan millionbøf laves dagen inden? Ja det kan den sagtens.
- Den er ligeledes frysevenlig.
- Ønsker du en større portion kan du f.eks. fordoble mængden af oksefars eller tilsætte flere grøntsager.
- Der kan også tilsættes cocktailpølser eller pølser skåret i skiver.
Tilbehør til millionbøf
Tilbehøret synes jeg personligt skal være kartoffelmos eller en grov urtemos til millionbøf. I opskriften beskriver jeg hvordan du kan lave en kartoffelmos eller urtemos. Men pasta som skruer, rør, tagliatelle og spaghetti passer også godt til retten. Du kan ligeledes bruge ris. Jeg synes at brune ris passer bedst til denne slags retter. Basmati og Jasmin ris har efter min smag for meget krydret i sig til den.
I denne version serverede jeg Bagte Rødbeder til som vi synes passer virkelig godt til. Men du kan selvfølgelig servere Syltede Rødbeder i skiver hvis du hellere vil have det.
En god ide er at bruge en lidt større gryde til denne slags simremad.
Drys eventuelt lidt frisk hakket persille over gryderetten inden den serveres.
0 kommentarer